Bliv den største taber
Bred eksperthjælp og flotte præmier til dem, der taber sig mest i Projekt Tab & Vind.
SUNDHEDSPROJEKT
: Bliver du den største taber? Ud over at vinde mere sundhed større livskvalitet, mere selvtillid, større selvværd og et pænt vægttab - så er der også præmier til de tre største tabere i den kommende omgang af Projekt Tab & Vind.
Der er således rejsegavekort på 2000, 1500 og 1000 kroner til de tre deltagere, der taber sig mest undervejs i projektet.
- Vi har lånt navnet "Tab og Vind" fra et amerikansk tv-program. Vi arbejder ud fra de samme principper som i tv-programmet - det vil sige viden om kost, motion, sygdomme og motivation. I vores Tab og Vind er der dog ingen der vil blive stemt hjem. Tværtimod vil alle være vindere, når de 12 uger er gået, fortæller ernæringskonsulent Helle Brix.
Træning og undervisning finder sted i Køge Svømmeland, hvor der oprettes tre hold.
Hold 1 mødes søndag klokken 10-12, hold 2 søndag klokken 12.30-14.30, mens hold 3 mødes torsdag klokken 18.30-20.30.
Projektet starter søndag den 31. januar og torsdag den 4. februar. Der vil være fælles afslutning med den sidste og afgørende vejning for alle hold lørdag den 10. april.
For projektet står et team bestående af idrætsspecialist Steen Ingemann Jørgensen, læge Laura Lundby, coach og psykoanalytiker Diana Kielstrup, ernæringskonsulent og sundhedscoach Helle Brix samt alle trænerne i Køge Svømmeland.
Alle, der er fyldt 16 år og har et BMI på over 27, kan deltage. Alle deltagere får et kort til Køge Svømmeland, så man kan træne og svømme alt det, man vil i de tre måneder, projektet varer.
Dertil kommer 10 ugers undervisning med fokus på blandt andet kost, sygdomme, motion samt motivation.
Man kan læse mere på
www.institutforsundhed.dk
under tab og vind.
For mere information kontakt Helle Brix på tlf. 5052 0235.
Tilmelding sker efter først til mølle-princippet.