Roskildes unge vil have uddannelser
Det vrimlede med unge på Gimle, da der onsdag var Interkulturel uddannelsesbazaar på stedet. Unge fra Roskildes 7., 8. og 9. klasser var mødt op for at se på nogle af de mange ungdomsuddannelser, som havde repræsentanter på stedet. Her mødte de blandt andet en politi-betjent, der kunne svare på alle spørgsmål lige fra uddannelse til våben, medarbejdere fra Føtex, uddannelsesvejledere fra HG og rigtig mange andre uddannelser. Mange var mødt op for at få informationer om lidt af hvert, mens andre gik mere målrettet til værks. Denniz Kuc fra 9. klasse på Tjørnegårds Skolen ved allerede, hvad han vil. Han vil ind på HG og have en kontoruddannelse. Og senere vil han på kontor og arbejde med computer og økonomi. - Jeg kan godt lide at sidde foran computeren og tegne og regne, siger Denniz Kuc, der har været henne og høre en masse om HG uddannelsen.
Kø ved politi
En række unge har samlet sig foran Trine Hartmann og fyrer spørgsmål af til hende. Hun er uddannelsesvejleder i Politiet. Hun forklarer og smiler og fortæller, hvordan man bedst forbereder sig til at komme ind i politiet, hvor man først kan søge ind, når man er fyldt 21. Hun synes, det er sjovt at være med på basaren. - De unge får afmystificeret en masse ting ved at få lov til at stille deres spørgsmål. De vil både vide noget om vores våben og så om selve uddannelsen, siger Trine Hartmann, der straks bliver omringet af en række unge igen. Længere hen på dagen kommer flere unge kommer ud fra Gimle med hænderne fulde af papirer om uddannelser, med glade smil på læber og i øjne, mens de diskuterer fremtidsplaner. agroskildeavis.dk