Madordning til de små er populær i Roskilde
Forældre presser på for at få ordning indført hurtigt i Roskilde, de må også gerne selv smøre madpakken, hvis de vil, siger Henrik Stougaard
- Folk må da gerne smøre deres madpakker selv, det er da klart, at vi ikke skal være formynderiske og forbyde det, siger formand for Skole- og Børneudvalget Henrik Stougaard. Han vil som planlagt have ordningen gennemført i Roskilde. En ordning, hvor 0 til 6-årige skal have mad i institutionerne, og som i øjeblikket vakler på landsplan på grund af utilfredse forældres protester. Henrik Stougaard forklarer, at han ikke fatter, at indenrigs- og socialminister Karen Ellemann onsdag i denne uge stillede sig op og så godt som forbød forældre selv at smøre madpakker til børnene, fordi disse var utilfredse med kvaliteten af maden i ordningen, der trådte i kraft 1. januar i år. - Jeg har aldrig kunnet lide, at ordningen skulle tvinges ned over folk, siger Henrik Stougaard fra SF. Næstformanden i udvalget Bent Jørgensen fra Venstre bryder sig heller ikke om, at ordningen er blevet tvunget igennem. - Det er vældig godt, hvis ministeren ser på frivilligheden i det, siger Bent Jørgensen. Forældre presser på Udvalgsformanden er til gengæld ikke i tvivl om, at ordningen bliver en succes i Roskilde, hvor institutioner i løbet af den kommende tid langsomt bliver sluset ind i ordningen, når køkkener og institutioner er klar, alle skal være med senest 1. januar 2011. -Jeg hører hele tiden fra forældre i Roskilde, der spørger, hvornår det er deres tur til at komme med i madordningen, så der er mange, der presser på, siger Henrik Stougaard. Næsten halvdelen af Roskildes institutioner er allerede med en i madordninger, og flere har været prøveinstitutioner med den nye ordning, hvilket har givet mange tilfredse miner hos både børn og voksne. Allerede på nuværende tidspunkt kan forældre vælge at smøre maden selv til børnene, hvis det er det de ønsker. De kan også vælge specialmenuer for eksempel vegetarmad eller vælge svinekød fra, hvis det er det de ønsker. - Hvis barnet i længere tid har brug for specialmad, så er det også noget vi kan tage hensyn til, siger Henrik Stougaard. agroskildeavis.dk