Restaurant Arken klager over ny konkurrent
Kommunens tilladelse til ny restauration på Køge Marina strider mod reglerne i området, mener Restaurant Arken, som ikke mener, at der i dag er grundlag for to restauranter på marinaen.
Køge Kommunes tilladelse til, at der fremover kan drives café eller restaurant i Køge Skippershops gamle lokaler på Køge Marina, vækker vrede i Restaurant Arken, som hidtil har været den eneste restaurant på marinaen.
Linné Thomsen og Martin Sommer overtog restauranten i begyndelsen af 2009, og mens de på længere sigt ser muligheder i flere restauranter og caféer i området, så mener de ikke, at grundlaget er på plads i området i dag. Og dertil kommer, at "eksklusivret" for restaurationsvirksomhed på Køge Marina var en del af fundamentet for dem, da de overtog Arken.
- Det står i vores lejekontrakt, så det var en helt klar forudsætning for os, forklarer hun og henviser blandt andet til, at man har foretaget større investeringer i lokalerne på dette grundlag.
Lokalplanen for området fastslår, at der kun må indrettes bebyggelse, som byrådet skønner har en naturlig tilknytning til Køge Marina. Det vil sige, at der for eksempel ikke må indrettes kontorbygninger i området.
I forbindelse med et notat fra 1999 blev der imidlertid indført en stramning omkring anvendelsen af de enkelte lejemål for at beskytte de erhvervsdrivende mod indbyrdes konkurrence.
I den forbindelse blev det klart udspecificeret for hver enkelt lejemål, hvilke forretningsområder de må bevæge sig inden for.
Flemming Haagen Hansen, der tidligere drev restauranten og fortsat lejer grunden af Køge Kommune, klager også over kommunens afgørelse i et åbent brev til kulturforvaltningen i Køge Kommune.
- Tilføjelsen til de eksisterende lejekontrakter i 1999 blev gennemført, fordi man ikke ønskede konkurrence på de samme varer mellem de forskellige forretninger, da man var klar over, at det kunne afføde brunt papir over vinduerne, skriver han blandt andet i brevet, hvori han refererer til to tidligere tilsvarende sager på marinaen.
Han henviser blandt andet til, at Køge Kommune tidligere er blevet dømt til at betale erstatning til Køge Skippershop, efter at man midt i 90'erne havde givet Køge Boatcenter lov til at forhandle varer udover de vedtagne for matriklen.
Desuden har Restaurant Arken og minimarkedet Provianten også været involveret i en strid i forbindelse med et ønske hos Provianten om at udvide sortimentet med is og pølser tilbage i slutningen af 90'erne.
Det fik man lov til med den specifikke begrundelse, at det med tiden er blevet til en naturlig del af sortimentet i et minimarked af denne karakter, men igen var man altså inde i en konkret vurdering af mulighederne, og Flemming Haagen Hansen forudser, at Køge Kommune vil tabe sagen om tilladelse til restaurationsvirksomhed i Køge Skippershops gamle lokaler.
- Hvis man fastholder sin beslutning, så ender det med en retssag, og kommunen kommer til at tabe, siger han.
Linné Thomsen sidder selv i det visionsudvalg på Køge Marina, der for nylig har peget på, at der er potentiale for flere restauranter og caféer på Køge Marina, men grundlaget skal være på plads først, forklarer hun.
- Det kræver mere aktivitet i form af etablering af vandrerhjemmet og eksempelvis helårsbeboelse hernede. Så har man grundlaget. Som det er i dag, så kommer vi til at slås om de få kunder, her er uden for sæsonen, forudser hun med henvisning til de særlige vilkår, der er for alle virksomhederne på marinaen, som i høj grad skal leve af højsæsonen, mens lavsæsonen i dag ikke byder på omsætning af væsentlig størrelse.
På den baggrund spår hun, at både Arken og den nye restauration vil få det svært, hvis kommunen fastholder sin tilladelse. Hun har involveret en advokat i sagen og er klar til en retssag, hvis det bliver nødvendigt.
- Det er klart, at vi ikke bare kan se gennem fingre med denne beslutning, så det stopper ikke her, siger hun.