Himmelev Skov vokser
Se på kortet, hvor i den nye skov man må gå tur og hvilke grunde, der stadig ejes af private
Selv om Himmelev Skov først forventes at stå færdig om 30 år, er etableringen af skoven allerede godt i gang. Fra årsskiftet fyldte skoven 141 hektar(1410 kvadratkilometer), som svarer til næsten halvdelen af de 300 hektar, som Skov- og Naturstyrelsen, Københavns Energi og Roskilde Kommune i 2003 besluttede, at skoven skulle være. Skoven skal udvides i etaper i takt med, at de private ejere af jorden vil sælge den til staten. Det seneste køb blev gjort 1. januar, da Skov- og Naturstyrelsen erhvervede ejendommen på Herregårdsvej 70 (se kortet). Det betyder, at der nu er offentlig adgang på den skov, som den tidligere ejer har plantet. Men den tidligere ejer forsætter med at bo i huset, og der er derfor ikke offentlig adgang til huset og haven. Fordi Himmelev Skov etableres rundt om private ejendomme er det vigtigt, at man tager hensyn, når man færdes i og omkring skoven.
- Jeg vil gerne opfordre skovgæsterne til at respektere den private ejendomsret ved ikke at gå ture på de privatejede jorder. Skovgæsterne opfordres i øvrigt til at tage hensyn til hinanden og navnlig bedes hundeejere overholde, at hunden skal føres i snor i området, medmindre man lufter hunden i en af de to indhegnede hundeskove. Det er vigtigt for det vilde dyreliv og for andre skovgæster, siger Kim Søderlund, skovrider i Skov- og Naturstyrelsen.
Han bemærker, at hvis Skov- og Naturstyrelsens medarbejdere møder hunde, der ikke er i snor, vil hundelufteren blive politianmeldt.
Tilplantningen af Himmelev Skov startede i 2004.