Flere roskildensere har slunken pung
Antallet af dårlige betalere stiger mere i Roskilde end på landsplan
Roskilde er stadig mere ramt af krisen end mange andre steder i landet. Flere og flere i Roskilde har nemlig svært ved at betale regningerne, og antallet stiger mere end gennemsnittet på landsplan.
I hel Danmark er antallet af dårlige betalere steget med 2,89 procent i det seneste kvartal, mens antallet er steget med 5,14 procent i Roskilde, viser nye tal fra Debitor Registret.
Henrik Kristian Christensen fra Debitor Registret forklarer, at ikke nok med at der er flere, der har svært ved at betale regningerne.
De personer, som registret regner som dårlige betalere, er blevet endnu dårligere end sædvanligt. Det vil sige, at de skylder flere penge væk til endnu flere.
Filialdirektør i Arbejdernes Landsbank i Roskilde John Nielsen nikker genkendende til stigningen af dårlige betalere.
Dog mener han, at Debitor Registrets antal af dårlige betalere er lidt højere end, hvad han selv oplever i Arbejdernes Landsbank.
Uforudsete problemer
John Nielsen slår fast, at der er sket en stigning i dårlige betalere i løbet af det seneste år, men det er andre skyldnere end dem, han plejer at møde.
Han betegner dem ikke som typiske dårlige betalere, der ikke har styr på økonomien, men som helt almindelige mennesker, der er kommet ud i uforudsete økonomiske problemer.
- Vi kan se, at det ofte drejer sig om folk, der mister arbejdet eller som oplever en skilsmisse, der pludselig får økonomiske problemer, siger John Nielsen.
Han forklarer, at når et par blev skilt for fire år siden, kom de fleste ud af skilsmissen med en gevinst, der skulle deles, når huset var solgt.
I dag er det en gæld, der skal deles, når huset engang er solgt.
- Det er klart, at gælden kan mærkes på økonomien, og derfor er det ikke, de typiske dårlige betalere, vi oplever en stigning i.
For at bøde på den dårlige økonomi oplever John Nielsen, at nogle par bliver boende sammen trods skilsmisse, mens andre flytter i lejebolig indtil huset er solgt.
agroskildeavis.dk