Nytårstragedien i Gundsømagle
Nytårsaften blev den sidste dag for et ægtepar med bopæl nord for Gundsømalge
En familietragedie udspillede sig nytårsaften på Dybendalsvej 5 lige nord for Gundsømagle. Ægteparret Erik Bækgaard og Henriette Zimmermann på henholdsvis 43 og 41 år var alene hjemme og i færd med at spise nytårsmiddag, da den ene ægtefælle pludselig skød den anden og derefter begik selvmord med et jagtgevær.
Begge lig blev obduceret i onsdags, og undersøgelserne viser, at begge er skudt en gang hver, men Midt- og Vestsjællands Politi vil af hensyn til de efterladte ikke oplyse, hvem af de to, der har affyret skuddene.
Erik Bækgaard var jæger og havde derfor flere våben i hjemmet.
- Vi har ikke et 100 pct. motiv, men flere forskellige. Motivet kan være alt fra jalousi til økonomi eller pludselig vrede, men det vil jeg ikke gætte på, siger efterforskningsleder Jens Møller Jensen.
Han oplyser også, at der i følge politiets undersøgelser ikke har været kamp forud for drabet. Der ikke er fundet skader på hverken boligen eller personerne, som viser spor efter kamp.
Politiet holder fast i, at tragedien indtraf nytårsaften 31. december.
- Det viser vores undersøgelser og underbygges af vidner, som vi har talt med, siger Jens Møller Jensen.
Han betragter sagen som så godt som opklaret, men den er ikke afsluttet før ligene er udleveret, hvilket de sandsynligvis bliver i starten af næste uge.
Tre børn
Ægteparret har været gift siden påske, og de boede sammen på gården med Henriette Zimmermanns søn på 14 år. Han var hos sin far nytårsaften. Parret havde ingen fælles børn, men Erik Bækgaard efterlader sig to sønner på 12 og 16 år, som bor hos deres mor i Gundsømagle.
På hjemmesiden www.mindet.dk har Henriette Zimmermanns 14-årige søn oprettet en mindeside for sin mor, hvor han blandt andet skriver: Kære mor. Jeg ønsker dig alt mulig lykke der hvor du nu er. 10000 kys og kærlige tanker fra din søn.
Erik Bækgaards to sønner var dagen efter tragedien tilbage i skole, hvor de og deres klasser har modtaget psykologhjælp oven på den voldsomme hændelse.
Kollega fandt lig
Det var en kollega til Henriette Zimmermann, som tirsdag 5. januar kørte ud til gården på Dybendalsvej. Han havde ikke kunnet få fat i hende, og hun var ikke mødt på arbejde. Ind gennem et vindue så han det ene lig, og han kontaktede herefter politiet.
I følge Roskilde Avis' oplysninger var ægteparret i økonomiske problemer, og er der foregået prostitution på gården.
- Det har jeg ingen bemærkninger omkring. Det kan jeg hverken be- eller afkræfte. Hvis vi havde haft en sag, hvor en tredje person havde været indblandet, så er det en spændende vinkel. Men nu er sagen opklaret, så vi har ingen interesse i at snake rundt i det, siger efterforskningsleder Jens Møller Jensen til Roskilde Avis.