En kommunal bommert der kan koste millioner!
Hvidovre Kommune kræver betaling af grundskyld for den gamle Avedøre skole fra 1700-tallet, hvilket betyder, at landsbylauget ikke længere kan stå for driften og vedligeholdelsen
Det drejer sig om den gamle skole i Avedøre landsby. Bygningen er opført i 1781-82, og erklæret bevaringsværdig og fremhævet i ¿Hvidovre Kommuneatlas 2000¿, (udgivet af Miljø- og Energiministeriet) og omtalt som en af kommunens ældste bygninger og et fint bindingsværkshus, der vidner om fortidens bebyggelse i området. I starten af 1980 forlød det, at Hvidovre Kommune havde planer om at jævne denne historiske bygning med jorden, som det på barbarisk vis er gjort med mange andre gamle huse i Hvidovre. Det medførte protester fra de lokale beboere, og Avedøre Landsbylaug blev stiftet, bl.a. med det formål at redde den gamle skole. - Efter mange forhandlinger blev der dengang indgået en aftale mellem kommunen og lauget, som indebar at lauget købte skolen for 1 krone, og samtidig forpligtede sig til at istandsætte skolen uden nogen form for kommunale tilskud, fortæller Hans Gärtner, der er oldermand for Avedøre Landsbylaug. - Det blev også besluttet, at lauget ikke kunne opnå andre kommunale tilskud af nogen art, f.eks. til driften. Den eneste hjælp, vi modtog, var at vi blev fritaget for at betale kommunal grundskyld. Siden har lauget vedligeholdt den gamle skolebygning. Der er brugt flere tusinde mandetimer og mere end 200.000 kr. til bl.a. nyt tag og i det hele taget for at gøre lokalerne brugbare til møder, arrangementer og selskaber. Det sidste afdrag på istandsættelseslånet betalte lauget i 2008. Utroligt uigennemtænkt Og så kommer den helt groteske bommert fra den kommunale forvaltning (borgmesterkontoret), der i et brev opsiger aftalen om, at lauget er fritaget for betaling af grundskyld. Det sker som en direkte følge af en generel beslutning i kommunalbestyrelsen omkring budgettet, hvori man ophæver alle foreningers fritagelse for betaling af grundskyld til kommunen efter Ejendomsskattelovens paragraf 8. Det betyder i realiteten at kommunen tillader sig at opsige en salgsaftale fra 1980, hvor man solgte skolen for 1 kr., - og at der blev givet fritagelse for betaling af kommunal grundskyld mod at lauget påtog sig istandsættelse og vedligeholdelse. Det er ikke kun et spørgsmål om det er anstændigt og lovmedholdeligt, at kommunen i virkeligheden opsiger en indgået salgsaftale. Det er også en utrolig dum og uigennemtænkt beslutning, eftersom det ganske givet vil koste kommunen millioner af kroner at overtage og vedligeholde den gamle skole i årene fremover. - Vi kan i hvert fald ikke fortsætte, hvis kommunen fastholder at den indgåede aftale om fritagelse ophæves. Grundskylden vil koste os 16.400 kroner om året, og de penge har vi ikke. Men hvordan kommunen så vil overtage skolen og vore investeringer, har vi endnu ikke fået svar på, understreger Hans Gärtner. Her må det også tilføjes, at Hvidovre Kommune har været temmelig sendrægtig omkring korrespondancen i denne sag: Der var i meddelelsen til Avedøre Landsbylaug stillet en tidsfrist til den 1. januar 2010, og lauget svarede allerede den 12. november 2009. Da man midt i december ikke havde fået noget svar, blev borgmesterkontoret rykket for et svar. Det kom endelig den 17. december, hvor man selvsagt beklagede den lange svartid, men ikke kunne give henstand med betaling af grundskyld. - Vi har derefter meddelt kommunen, at vi har stoppet alle aktiviteter i forbindelse med at skaffe midler til den videre drift af skolen og dermed naturligvis også alle udgifter for 2010, da vi ikke ved, hvem der ejer skolen nu, slutter Hans Gärtner. nem