Når integrationen lykkes

Til daglig spiller tyrkisk-danske Necdet Sahiner libero på klubbens bedste herrehold i landets bedste række. En rolle, som er uhyre vigtig og mentalt og fysisk krævende. Han er her specialist i forsvar og servemodtagning. Men på det danske U20-landshold er hans rolle en helt anden. Her er han hæver, det vil sige den spiller, der bestemmer, hvilke systemer der skal anvendes, og hvor på banen angrebet skal sættes ind. Det siger ikke så lidt om Necdet Sahiners talent, at han er i stand til at spille to vidt forskellige positioner på højeste niveau. - Jeg er vild med volleyball. Det er en fantastisk sportsgren, fortæller Necdet Sahiner. - Jeg startede med at spille i Grøndal, den lokale klub i Nordvest-kvarteret, som 10 årig, og jeg er stadig tilknyttet klubben, idet jeg kan spille ungdomsvolleyball for dem. Men jeg søgte til Hvidovre 2008 for at blive endnu dygtigere og prøve kræfter på højeste danske niveau ¿ - Jeg har tyrkisk baggrund, men er født og opvokset i Danmark. Jeg har da også statsborgerskab i begge lande, men det var nu alligevel meget stort, da jeg i sin tid debuterede på det danske juniorlandshold. I dag spiller jeg på U20-landsholdet, og det er klart, at det er noget, jeg er meget stolt af¿ - Jeg læser HF på gymnasiet i Herlev under Team Danmark, og det var da lidt sjovt at se reaktionerne, når jeg fortalte, at jeg spillede volleyball. De fleste unge mennesker i Danmark dyrker de større sportsgrene, men det er noget typisk dansk. Volleyball er på verdensplan en af de absolut største sportsgrene med meget stor bevågenhed¿ - Jeg bruger rigtig meget tid på volleyball, og det koster nok lidt i forhold til mine studier. Mine lærere ville nok mene, at det var en god idé, at jeg brugte lidt mere tid på studiet. Men når det så gælder, og vi taler eksamen, er jeg rigtig god til at fokusere, og det er da noget, jeg har fra min sport. Min familie bakker mig op hele vejen, og det giver selvtillid. De har set, hvor meget jeg går op i det, og støtter mig i alt¿ Universitet eller betjent - Jeg har, fra jeg var ganske lille, drømt om at blive betjent. Jeg vil rigtig gerne være den type betjent, der løser problemerne på den gode måde. Dialogen og roen er for mig en god måde at løse problemer på. Når jeg spiller volleyball, skal jeg være mentalt stærk og forudseende. Volleyball er et teknisk og taktisk funderet spil, hvor man også fysisk skal være helt klar. Disse dyder kunne være brugbare i et arbejde som politibetjent¿ - Men et studie på universitetet kunne da også være interessant. Jeg vil måske læse tyrkisk, kombineret med sport og sundhed. Jeg vil sagtens kunne se mig som en slags brobygger i den danske integrationspolitik¿ Udlandsdrømme - Det ville da være fantastisk, hvis jeg kunne kombinere en uddannelse og et deltidsjob som volleyballspiller. Skulle mine drømme blive rigtig store og vilde, kunne en professionel tilværelse i f.eks. Italien være optimalt. Jeg er helt klar over, at det vil være uhyre svært, men hvis ikke jeg tror på det, hvem skal så. Man har altid en chance, men man skal bare være klar over, at det så også kræver en stor indsats. De bedste volleyballspillere tjener jo ikke i nærheden af, hvad man tjener som fodboldspiller, men en lærlingekontrakt med et stort hold i Europa ville være en fin start på en udlandskarriere¿ - Med de danske landshold har vi fået at mærke, at man gør og prioriterer tingene anderledes ude i det store udland. Vi fik hurtigt lært, at der udover at arbejde med teknik og taktik også skulle arbejdes med musklerne. Så 4 gange om ugen hiver vi jern, og det sker selvfølgelig i meget sikre og trygge rammer, hvor vores trænere ved, hvad de har med at gøre¿ Rollen som træner - Jeg træner de meget unge spillere i Hvidovre, og her er der ikke brug for at løfte jern. Vi leger meget, som er nødvendigt, når man arbejder med børn i alderen 10-12 år. Selvfølgelig bruger vi også tid på at være alvorlige, når der skal læres ting, hvor man er meget koncentreret. Volleyball er jo et spil, hvor man skal træne meget teknik, men jo tidligere man får det lært, desto hurtigere kommer man videre. Jeg har stor glæde i at følge, hvordan børnene udvikler sig hele tiden¿ - Jeg er ikke i tvivl om, at børnene ser op til mig blandt andet fordi, de ser mig i kamp på klubbens stærkeste herrehold, men vi behandler hinanden med respekt, og så kombinerer vi legen med alvoren. Det mener jeg er vejen frem¿