Panden mod gulvet og hovedet mod Mekka

Foto: Thomas Larsen Det er snart frokosttid, og der bliver drukket kaffe rundt om bordene, mens snakken breder sig som på en café. Alligevel er man ved første øjekast klar over, at det ikke er en helt almindelig café. Der er kun mænd, og et tyrkisk tilhørsforhold lader sig ikke fornægte, men bliver helt bogstaveligt slået stort op. På væggen ved siden af det danske flag i glas og ramme, hænger det tyrkiske, og fladskærmen viser tyrkisk fjernsyn. - Moskeen er det eneste samlingspunkt, vi har som muslimer. Det er et uformelt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, siger Mustafa Baser, som deltager i fredagsbønnen denne fredag. Han er netop kommet tilbage fra toilettet, hvor han har vasket sine fødder, hænder og albuer. Den symbolske renhed er nemlig vigtig i Islam, men det handler ifølge Mustafa Baser også om, at man ikke ligger med sine sure tæer i hovedet på dem bagved. Fredagsbønnen foregår hver fredag fra fem minutter over tolv og omkring et kvarter frem. Men det er ikke hver fredag, Mustafa Baser møder op i moskeen på Allehelgensgade, lytter til imamens ord og vender hovedet mod Mekka i bøn. Mustafa Baser er 42 år og indvandrer fra Tyrkiet. Han har boet i Danmark, siden han var otte år og er uddannet pædagog. For ham er religion en privat sag og en prioritering. Men han skal også passe sit arbejde som boligsocial medarbejder, og derfor må han nogle fredage vælge bønnen fra til fordel for arbejdet. Mustafa Baser er født ind i Islam, og han er derfor opdraget med religionen, men mener alligevel, at han selv har valgt sin religion. - Der er intet, der kan forhindre mig i at træffe et andet valg. Men at tro på noget giver en ro, fordi der er nogle ting, der er forudbestemt, og det er Guds vilje. Specielt i pressede situationer har vi brug for at tro på noget positivt og en større mening, siger Mustafa Baser.

En lykkelig familie

I gangen uden for lokalet, hvor fredagsbønnen skal holdes, står rækker af sko på reolerne i en næsten sirlig orden. Andre har sat deres sko lige uden for døren på mere tilfældig maner, men det vigtigste er også, at man sætter skoene, ligesom man gør, når man besøger et privat hjem. Ud af en højtaler strømmer en høj messende sang, som kalder til bøn. Den optagede bøn-sang afbryder kaffeslabberasen, som i en skolegård, hvor al leg bliver afbrudt, når klokken ringer ind til time. Og samme næsten kaotiske stemning som et klasseværelse efter frikvarter præger moskeen. Der går et par minutter, før alle når ind, hvor fredagsbønnen foregår. Der er ikke faste pladser, så mændene sætter sig til rette, hvor der er plads. Ikke alle når det, før imamen starter med at tale. Ved første øjekast er det svært at få øje på, at det aflange lokale hver fredag er centrum for en religiøs ceremoni, men kigger man lidt nærmere, får man øje på alteret (mihrab) for enden af rummet. Det er ikke prangende, som i folkekirken, men det er alligevel tydeligt, at det er et alter. Til venstre for alteret er pladsen, hvor imamen fortæller om dagligdagen til tilhørerne. Det kan være om, hvordan man bør opføre sig over for andre eller bedst får hverdagen til at fungere. Den såkaldte kurse er bare en almindelig stol bag et bord i et hjørne. Til højre for alteret er prædikestolen (minber). Den er hævet op over resten af rummet, og et klæde dækker noget af den. Den er omgivet af flere spir, som stikker op over den. De ligner ved første øjekast spirene på forlystelsen Monsunen i Tivoli. Resten af lokalet er sparsomt indrettet, væggene er bare bortset fra knagerækker, hvor man kan hænge overtøjet. På den bagerste væg hænger en digital skærm, der med røde tal viser bøntiderne for de fem daglige bønner. Det grønne gulvtæppe med de røde striber bliver næsten besat ned til sidste centimeter, da drenge og mænd i alle aldre, nogle med den islamiske hue, der ikke dækker ørerne, sætter sig til rette. Imens imamen på tyrkisk fortæller om en konference, hvor man kan lære at blive lykkelig i familien, fylder mændene moskeen til bristepunktet og levner ingen plads til kvinderne. De må heller ikke bede sammen med mændene. De holder derfor fredagsbøn i de tilstødende lokaler, hvor imamens kone underviser dem. - Men vi vil gerne have bygget en ny moske, så kvinderne også kan være med til at bede, siger Mustafa Baser.

Retfærdig og underdanig

Få minutter inde i ceremonien breder småsnakken sig i lokalet, for der er meget, deltagerne skal snakke om og indhente siden sidste fredagsbøn. Alle skal høre, hvad sidemanden har oplevet den sidste uges tid. Men langsomt ændrer stemningen sig, mens imamen fortæller. Mundvigene falder ned i en mere neutral position, og på sekunder går øjnene fra smalle til runde og bliver mere fokuserede, mens larmen stilner af og efter godt et minut ender i fuldstændig stilhed. Tavsheden bliver kun afbrudt af vinterfrakker, der giver en knitrende lyd, da de mange kroppe rører på sig. Tilfældigt, forskudt og ude af takt med hinanden lægger alle sig på knæ og gør klar til de individuelle bønner. De bøjer overkroppen forover og rammer det grønne tæppe med panden et par gange, inden de rejser sig og gentager det hele på ny. I alt gør de det fire gange, men det tager ikke mere end et par minutter. Imamen rejser sig fra sin plads, og med lange skridt går han hen i højre side af lokalet for at markere, at prædikenen starter. Han bryder ud i messende sang, hvis toner fylder rummet og kroppen helt ud. Selvom de eneste ord, man opfanger, er Muhammed og Allah, rejser hårene på armene sig, og man får samme fornemmelse, som når orgelets toner fylder kirken: Man er en lille brik i den store sammenhæng. Følelsen varer kun ved i få minutter, før imamen træder op på prædikestolen. Herfra fortæller han om, hvordan kvinder blev undertrykt, inden Islam opstod, og hvordan profeten Muhammed kan hjælpe folk til at rette op på deres fejl. - Man skal være retfærdig, underdanig, hjælpe folk og ikke hævde sig selv, siger imamen, Mustafa Bayyijit.

Stress og tro

Imamen udvælger selv temaet for ugens prædiken. Denne fredag handler det om stress og om at tro. Han fortæller blandt andet, hvordan man kan søge hjælp hos en læge til sygdom, mens man gennem religionen kan hele det indre. Prædikenen tager udspring i Roskilde Kommunes fokus på sundhed, og den er kort og præcis. De mange dybe, brune øjne er rettet mod imamen, mens han fortæller. Nogle sidder i skrædderstilling, mens andre sidder på knæ. Fælles for stillingerne er, at de er lige så afslappede som stemningen. Det højtidelige præg har forladt moskeen siden de første bønner. Men efter omkring fem minutter sker der igen noget. Ryggene bliver rankere, og opmærksomheden vendes mod imamen. Stilheden breder sig, mens tilhørerne indtager samme stilling. De kigger alle ned i gulvet, mens de holder hænderne samlet foran sig. Imamen siger noget, der, med samme resoluthed og præcision som en ordre fra hærens øverstkommanderende får soldaterne til at gøre honnør, får alle tilhørerne til at bukke sig frem og lægge hænderne på knæene. Igen siger imamen noget, og alle lægger sig på knæ. Fuldstændigt synkront bukker de overkroppen forover, til panden rammer det grønne gulvtæppe. Det gør den et par gange, før alle rejser sig og gentager det hele på ny. I et gjaldende kor siger alle amin, amen, for at bekræfte det, imamen netop har sagt. Mens imamen fortsætter sin sang, kigger alle først til den ene side og dernæst den anden, mens de siger salaam. Det gør de som afslutning på bønnen, hvor de både hilser til højre og venstre side. Der er kun gået omkring et kvarter, da bønnen er slut, og forsamlingen opløses. De, der skal tilbage på arbejde eller har andre gøremål, går lige efter bønnen. - For religionen skal ikke forhindre, at livet i samfundet kan fortsætte, siger Mustafa Baser.

Troen er et pejlemærke

Han tager en snak med imamen, og en kop kaffe med nogle af dem, der har tid efter fredagsbønnen. Mustafa Baser har i første omgang svært ved at forklare sin religion og tænker længe over, hvorfor han har valgt netop Islam, før svaret falder. - Jeg tror på Islams budskab om, at der skal være plads til alle, og at du ikke skal se dig selv som bedre end andre. Jeg lever efter filosofien bag Islam, men jeg mener ikke, at andre religioner er mindre værd end Islam. Og Mustafa Baser er ikke i tvivl om, at det er positivt at bekende sig til en religion, fordi religioner giver nogle regler og et normsæt, som man skal leve efter. - Hvis det ikke var foreskrevet i religionen, hvordan skulle vi så finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Islam er et pejlemærke for mig, forklarer Mustafa Baser. - Hvis alle fulgte det foreskrevne i religioner, ville der ikke være krig, fastslår han, inden han tager den sidste slurk af kaffekoppen, sætter den fra sig og forlader moskeen for at tage på arbejde. redaktion@roskildeavis.dk