Med troen som sikkerhedssele

De ligner to helt almindelige teenagepiger, da de kommer gående hen ad gaden, fnisende med moderigtig påklædning fra top til tå, makeuppen lagt de rigtige steder og håret sat. Men Anja Watkins og Julie Jelgren lever ikke det samme liv som de fleste andre 19-årige.
De drikker sig ikke fulde til fester, de dyrker ikke sex, og de har et forhold til Gud, som de færreste teenagere kan forholde sig til. Det vidner Bibelen i deres hænder og bladene Vagttårnet og Vågn Op om.
Anja Watkins og Julie Jelgren er Jehovas Vidner og lever strengt efter de regler, som religionen foreskriver. Men de to piger føler ikke, at de går glip af deres ungdomsliv, og de har ikke lyst til at leve som de fleste af deres jævnaldrende.
- Jeg nyder livet og synes, det er den bedste måde at leve på. Jeg ved, at det gavner mig at leve, som Gud ønsker det. Mange tror, religionen er en spændetrøje, men vi ser det som en sikkerhedssele, siger Anja Watkins.
Hun er overbevist om, at hvis hun lever, som Gud ifølge Bibelen ønsker det, er hun sikker på et godt liv, for troen beskytter hende.
De to Jehovas Vidner har ikke bevæget sig ud i kulden for at gå på udsalg, men fordi de skal lave, hvad de kalder, oplysningsarbejde. De vil fortælle andre roskildensere, hvad de mener er sandheden, nemlig Jehovas lære. Oplysningsarbejdet står også foreskrevet i Bibelen, men der er ingen krav om, hvor meget tid man skal bruge på det.
Bevæbnet med Bibelen, de religiøse blade og et stort smil imødegår de forbipasserende og spørger, om de har lyst til at læse om deres religion.
Det er der mange, der ikke har. De kigger på bladene og enten ryster på hovedet eller siger nej tak. Julie Jelgren får delt et par blade ud, men der er ikke nogen, der har lyst eller tid til at snakke om Bibelen på gågaden i Roskilde. Men det gør ikke smilet på de to pigers læber smallere.
- Det er helt fint, hvis folk siger, de ikke har nogen interesse i det. Det er aldrig kedeligt at gå ud og møde folk, for alle er meget søde og lytter, siger Anja Watkins efter flere afvisninger.
Selvom Julie Jelgren og Anja Watkins har været på gaden i mere end en time, og både hænder og fødder er stive af kulde, slutter deres oplysningsarbejde ikke her. De skal videre ud til Troldehøj og stemme dørklokker for at forkynde Bibelens lære.

Ukuelig optimisme

De skiftes til at føre ordet, når døren bliver åbnet.
- Hej, jeg hedder Julie, og det er Anja. Vi er ude for at snakke med dig og dine naboer om Bibelen, siger Julie Jelgren.
- Det har ingen interesse.
- I skal ikke spilde jeres tid på mig.
- Nej tak.
- Det er jeg ikke interesseret i, lyder beboernes afvisninger, som falder prompte, når de hører, hvor de to unge piger kommer fra,
En beboer bliver vækket af dørklokkens kimen.
- Jeg ligger og sover, så jeg orker ikke det der. Men I ser ellers meget godt ud, siger han skælmsk.
De to piger undskylder og fortsætter storfnisende deres gang fra dør til dør.
De skriver ned på et stykke papir, hvem der siger ja til læstestof, og hvem der ikke er hjemme, så de kan få besøg en anden dag. Størstedelen af beboerne har ikke lyst til at snakke med Anja Watkins og Julie Jelgren, og flere steder bliver døren ikke åbnet. Men der skal mere til at ødelægge pigernes humør.
Med ukuelig optimisme fortsætter de og kommer til sidst i snak med en ældre mand, som gerne vil læse lidt om Jehovas Vidner, så de giver ham lidt læsestof. Det giver humøret et ekstra løft, og der er ingen sure miner over for de mange afvisende.
- Vi synes, det er lidt synd for dem, der siger nej, for vi ved, at Bibelens budskab vil gavne dem. Vi ved, at vi glæder Gud, og det gør os glade. Jeg er heldig, fordi mine forældre har lært mig om Bibelen. Det er jeg virkelig taknemmelig for, siger Anja Watkins, som bliver bakket op af en nikkende Julie Jelgren.
Da klokken nærmer sig 12, og de har brugt omkring en time på at gå fra dør til dør, giver Julie Jelgren og Anja Watkins efter for kulden og stopper dagens oplysningsarbejde. Julie Jelgren skal nemlig til time på gymnasiet. Herefter skal hun ud at studere Bibelen sammen med en anden veninde, og om aftenen mødes Julie Jelgren og Anja Watkins med resten af menigheden i Rigssalen i Roskilde.

Tomt uden Gud

Menigheden af Jehovas Vidner mødes flere gange om ugen. Tirsdag aften er afsat til undervisning i Bibelen, sang og bøn. Men det handler også om at se hinanden. Vidnerne lever strengt efter Bibelens principper, og selv møderne er foreskrevet i det hellige skrift. Der er derfor heller ikke plads til at bryde principperne og stadig forblive en del af Jehovas Vidner.
- Hvis man er med i et parti, og man ikke vil følge partiets linje, vil man også blive udelukket. Vi gør det ud af kærlighed, for det er ikke godt for dem selv. Det er ikke, fordi de skal straffes, forklarer Anja Watkins, som bekræfter, at man ikke må hilse på de udstødte, tidligere medlemmer, hvis man møder dem.
- Grunden til at vi ikke har så meget med dem at gøre er, at vi er nødt til at beskytte moralen i menigheden. Det er heller ikke sjovt at være sammen med nogle, som, man ved, kender sandheden (Bibelens lære, red.), men ikke vil leve efter den, fastslår Julie Jelgren.
Det er tydeligt, at de to teenagepiger ikke tager let på religionen. De opfatter ikke Jehovas Vidner som en religion, men som en livsstil, og de kunne ikke forestille sig nogen sinde at forlade Jehovas Vidner eller bekende sig til en anden religion.
- Religionen betyder alt. Den giver meningen med livet, og hvis jeg ikke havde den, ville jeg være totalt forvirret, fordi jeg ikke ville kunne finde troværdige svar på alle mine spørgsmål. Jeg stoler på, at Gud hjælper mig med mine problemer, og det giver mig ro, siger Anja Watkins. Hun bliver bakket op af sin veninde:
- Livet ville føles tomt uden religionen, fastslår Julie Jelgren.

Gud vigtigere end livet

At Jehova og religionen er vigtigere end alt andet, understreger de to vidner, da de fastslår, at de ikke vil bryde religionens bud om hverken at give eller modtage blod, selvom det kan koste en af deres nærmeste eller dem selv livet.
Pigernes samtale bliver afbrudt, da andre medlemmer af menigheden ankommer til mødet, og Julie og Anja tager sammen med de andre plads i salen for at tale om Bibelens lære.
En af de ældste (et slags overhoved for menigheden, red.) stiller spørgsmål til Bibelen, og medlemmerne af menigheden rækker på skift hånden op for at svare. Temaet er at finde glæde ved sit arbejde. En pige på omkring fire år rækker hånden op og tager mikrofonen.
- At forkynde var Jesus' arbejde siger hun.
- Og han var også parat til at forkynde om natten. Han udnyttede tiden, siger en anden.
I et par timer undervises menigheden i Bibelen, finder svar på hvordan arbejdet kan skabe glæde, synger og tilbeder Jehova. Herefter slutter mødet, som det blev indledt, med en sang og en bøn til Gud.
- Vi takker for den måde, vi har været sammen på i aften, og for at vi har det bedre nu, end da vi kom. Vi beder om, at din ånd må være hos dem, der har brug for det, siger et mandligt medlem af menigheden. Amen, lyder det i kor fra menigheden.