Et godt nytår uden løjer og skader
Plop…. champagnen flyder, og det gode humør tager over, når et nyt år ser dagens lys, og der siges farvel og tak til det gamle.
Nytåret er også tiden, hvor der foruden fest sker masser af nytårsløjer og uheld, som man selv kan begrænse ved at være lidt forudseende. Man kan starte med at låse alle løse genstande som havelamper, krukker og andre ting inde. Man kan også undgå mange brande ved at have vand parat, når fyrværkeriet, bordbomberne og dekorationerne tændes.
En af de typiske nytårsløjer er kanonslag i postkassen eller ind ad brevsprækken. Man kan undgå knaldet og den sprængte postkasse ved at fylde vand i bunden af den.Mange nye postkasser er også sikret mod hærværk. Enten kan de nemt fjernes og bringes i sikkerhed, eller man kan tage postkassens låg af. Har man en brevsprække, er det en god idé at blokere den ved at sætte noget i spænd på bagsiden, så det ikke er muligt at smide fyrværkeri eller kanonslag ind. Har man kattelem er det også godt at spærre den af, også så katten bliver inde.
Hvis man har en flagstang er det også en god ide at binde snoren i flagstangen fast højt oppe for eksempel ved hjælp af en stige. Så undgår man at hejse juletræer cykler eller andre ting ned i det nye år.
Stearinlys og bordbombe
Hold øje med stearin og bordbomber.
Sørg for, at lys og bordbomber står stabilt og i sikker afstand fra letantændeligt materiale.
Hav vand i nærheden i en vandkande eller spand.
Tjek, at dine røgalarmer virker, og sørg for at have reservebatterier i huset.
Fyrværkeri
Overhold sikkerhedsafstande.
Sørg for at anbringe og antænde fyrværkeriet korrekt.
Vælg en fyrværkerimester i selskabet, inden der ryger for meget alkohol i blodet.
Opbevar fyrværkeri sikkert og tørt, f.eks. et højt placeret sted i huset, så det ikke er tilgængeligt for børn.