Husk pensionen før nytår
Sparer du op til pension, er det på høje tid at udnytte de gældende regler, inden skattereformen træder i kraft fra nytår.
Fra årsskiftet træder nye regler i kraft på pensionsområdet som led i regeringens skattereform. Skattereformen giver dig lavere skat i 2010 og fremover.
Men samtidig med at skatten bliver lavere, sker der også andre ændringer.
Eksempelvis bliver de skattemæssige fordele ved at indbetale på rate- og kapitalpensioner reduceret til næste år.
Den viden bør vække din interesse. For uanset om du betaler mellem- og topskat eller betaler bundskat, kan der være en økonomisk fordel ved at sætte sig ind i tingene.
Faktisk kan det bedre betale sig at indbetale mere i 2009 og så droppe indbetalingerne i 2010, fordi vilkårene er så meget bedre i år end næste år.
Ratepension i fokus
Lad os først kigge på ratepensionen.
Fra 1. januar 2010 indføres et fradragsloft på i alt 100.000 kroner.
Samtidig falder fradraget for indbetaling på ratepension fra cirka 60 procent til cirka 52 procent, så værdien af skattefradraget bliver mindre.
Det nye fradragsloft og den faldende fradragsværdi fra 2010 betyder, at mange vælger at indbetale maksimalt på ratepension i år for at få mest ud af de gældende vilkår.
Betaler du mellem- og topskat, bør du derfor også overveje at udnytte muligheden for at indbetale det maksimale beløb på 46.000 kroner på en privatoprettet ratepensionsordning, hvis du ikke allerede har gjort det.
Bagudlønnede kan nå det endnu
Da formålet er at udnytte fradraget i topskatten, behøver du ikke at indbetale mere end den del af din indkomst, som du betaler topskat af. Det kan derfor være, at du kan nøjes med at indbetale et mindre beløb end maksimumsbeløbet.
Topskattegrænsen ligger i 2009 på 377.391 kroner før arbejdsmarkedsbidrag.
Indbetaler du via din arbejdsgiver, er der ingen øvre beløbsgrænse. Du kan også vælge at få indbetalt årets sidste løn direkte på en ratepension, hvis du vel at mærke er bagudlønnet, da vi har passeret 1. december.
Har du en kapitalpension, bliver du også påvirket af skattereformen.
Mellemskatten på seks procentpoint falder bort fra 2010, hvilket reducerer skattefordelen ved at indbetale på denne type pension.
Maksimum 46.000 kroner
Betaler du mellemskat, og det gør du, hvis du i 2009 tjener mere end 377.391 kroner før arbejdsmarkedsbidrag, bør du lave et indskud på din kapitalpension. Også her er maksimumsbeløbet for indbetaling på 46.000 kroner i år.
Er du gift, betaler du dog først mellemskat, når du og din ægtefælle tilsammen tjener mere end 754.782 kroner før arbejdsmarkedsbidrag.
Betaler du bundskat, er det stadig en god idé at indbetale til pension, da du fortsat betaler mindre i skat af afkastet i opsparingsperioden end ved en almindelig opsparing.
Hvis du er i tvivl eller ønsker at høre mere om dine muligheder i 2009 – og hvordan du får det meste ud af de gældende vilkår – så bør du kontakte din rådgiver.
Sidste frist for indbetaling i 2009 er onsdag den 30. december.