Gentager historien sig?
Det er snart 500 år siden, at Kong Christian den 2. henrettede godt 80 svenske stormænd og prominente borgere på Stortorvet i Stockholm. Dette overgreb kender vi som Det Stockholmske Blodbad . Og nu er det sørme sket igen - dog i mindre målestok. Og så her i Hvidovre! Denne gang er det bare ikke den stockholmske overklasse, det går ud over - men selve det lokale demokrati. Og det er ikke kongen, der fører sværdet. Men derimod vor tids lokale overmagt: Flertallet i kommunalbestyrelsen. Det handler om byggeriet af de125 almene boliger på Dybenkærsvej. Det kan og bør diskuteres, om det er et fornuftigt projekt. Det er diskutabelt, om prisen for den store grønne byggegrund er den rigtige. Er den for lav? Det er også diskuterbart, om der overhovedet er behov for byggeriet - i en tid, hvor der er mange tomme boliger i Hvidovre og hvor mange har svært ved at få solgt deres parcelhuse og afhændet deres andelsboliger. Endelig kan det diskuteres, om processen er gået for hurtigt. Det mente et stort mindretal i kommunalbestyrelsen. De gav nemlig udtryk for, at de ikke havde haft tid til at sætte sig ordentligt ind i projektet. Og vi taler altså om et byggeri til 243 mio. kr.! Men alle disse diskussioner bliver ikke til noget. For flertallet har nemlig altid ret! Eller har det? Under alle omstændigheder er det et faktum, at det gamle flertal i kommunalbestyrelsen, som sin sidste gerning, gennemtrumfede vedtagelsen af byggeriet. Til stor frustration for det store mindretal, der opfordrede til at give plads til yderligere debat og diskussion. Således skulle det bare ikke være - mente Liste T, SF og Socialdemokraterne. Men måske kender flertallet ikke til resten af historien om Kong Christian den 2.? Kongens snedige plan skulle efter 1520 have sikret ham et varigt og overlegent herredømme i Sverige. Men stik imod hensigten førte den brutale fremfærd til hans fald. Mon flertallets fremfærd mod det lokale demokrati kunne få samme resultat? Og forresten - godt Nytår!