Dansk Røde Kors i Køge støtter fire fattige lande
STØTTE
: Dansk Røde Kors – Køge afdeling har netop indgået aftale med Dansk Røde Kors' landskontor om at støtte en række tiltag i fire af verdens fattige områder.
Projekterne bedre sundhed for kvinder og børn i Togo, sundheden for fattige landsbybeboere i Congo, internt fordrevne i Georgien og sundheden for fattige landsbybeboere i Cambodja støttes med hver med 10.000 kr. i 2009 kr.
Støtten gives på baggrund af overskuddet fra Køges aktive og veldrevne genbrugsbutikker.
Togo i Vestafrika er et af verdens fattigste lande. Den gennemsnitlige levealder er 49 år, spædbørnedødeligheden er på 7,5 % og yderligere 14 % oplever ikke deres fem års fødselsdag.
- Dansk Røde Kors samarbejder med Togo Røde Kors om at oplyse befolkningen om betydningen af en god hygiejne, og hvordan man forebygger sygdomme herunder kønssygdomme og aids. Det sikres endvidere at børnene bliver vaccineret og at sygdomme i lokalsamfundet bliver overvåget. En del af arbejdet foregår via lokale mødreklubber, som beskæftiger sig med sundhed for mødre og småbørn samt hygiejne og sundhed i forbindelse med graviditet og fødsler, fortæller Hanne Kellberg, fra Dansk Røde Kors' Køge afdeling.
Congo har en befolkning på næsten 60 millioner mennesker fordelt over mere end 200 etniske grupper. Landet har siden selvstændigheden i 1960 været hjemsøgt af politisk uro og borgerkrig, hvilket har medvirket til en udbredt fattigdom i store dele af befolkningen.
Konflikt og flugt har været en del af virkeligheden for mange mennesker i Georgien. Ikke mindst konflikten i syd Ossetien har forværret situationen og skabt mange internt fordrevne.
- Og Cambodja er et af verdens fattigste lande med en forventet levealder på bare 55 år for kvinder og 52 år for mænd. Kun hver tredje cambodjaner har adgang til rent drikkevand. Børnedødeligheden er på 10 %, og halvdelen af Cambodjas børn under 5 år er underernærede. Røde Kors arbejder på at forbedre sundheden særligt for kvinder og børn ved at opføre latriner og bygge brønde. Frivillige i landsbyerne uddannes også i, hvordan man tager vare på sit helbred og forebygger sygdomme, samt hvordan fødevaresituationen i landsbyerne kan forbedres, slutter Hanne Kellberg.
pm