Skoler søger ledere
Det offentlige står over for en voldsom udfordring de kommende 10 år, hvor hver anden af de nuværende ledere går på pension. Det gælder også i Roskilde, hvor bl.a. mange skoleledere stopper i løbet af de næste par år. For at komme udfordringen i møde har fire af Roskilde skoleledere inviteret lærere med leder-ambitioner til et inspirations-forløb. Det har vist sig at være en succes. Med skoleleder Anne Aabrink som initiativtager har fire skoleledere fra Roskilde Kommune gennemført tre inspirationsdage for 21 lærere med lyst til at snuse til ledelse. De har blandt andet hørt om det krydspres, lærere som ledere kommer i. De er blevet præsenteret for de mange forskellige opgaver som personalepleje, planlægning, sagsbehandling og udvikling. De har også fået en række gode råd til ansættelsessamtaler og meget andet. - Forløbet har været en stor succes, og de foreløbige tilbagemeldinger viser, at alle deltagerne har fået udbytte af at være med, siger Anne Aabrink, der er skoleleder på Himmelev Skole. Deltagerne får overrakt deres kursusbeviser af kommunens skolechef mandag 11. januar.
Fakta:
De fire initiativtagere til inspirationseftermiddagene er: Anne Aabrink, skoleleder Himmelev Skole. Torkil Werner Jørgensen, skoleleder Lynghøjskolen. Charlotte Kornmod, skoleleder Gadstrup Skole. Kjeld Nielsen, skoleleder Hedegårdenes Skole.