Domsognets menighedsråd strammer op
Hårdt ramt af nedskæringer er det for menighedsrådet tid at ruste organisationen til en fremtid, som kan blive endnu mere økonomisk knap
Domsognet er nået til det, man i auto-mekanikernes verden kalder 10.000 kilometer-eftersynet, hvad organisationens sammensætning angår. For det første har organisationen i mands minde ikke undergået andet end små-justeringer.
For det andet er domsognet ramt af nedskæringer på næste års budget. Godt 552.000 kroner er forsvundet i ligningsgrundlaget, det vil sige de kirkeskatlige midler. Og med sans for rettidig omhu har menighedsrådet besluttet at modernisere organisationen, så den så vidt mulig er rustet til en fremtid med mulige yderligere nedskæringer.
For det tredje er samarbejdet på tværs af sognene øget de seneste år og forventes at blive øget i stadig stigende grad. Eksempelvis er et fælles krematorie med placering i Ringted på tegnebrættet.
- Lige nu er vi i en fase, hvor vi planlægger processen. Selv ser jeg gerne, at vi får en ekstern konsulent til at hjælpe os med den egentlige analyse og tilpasning af organisationen, men den side af sagen har vi endnu ikke vedtaget, fortæller Lis Frederiksen, formand for Domsognets Menighedsråd.
Og føjer til, at domsognets organisation ikke umiddelbart kan sammenlignes med andre organisationer.
Hilser velkommen
Et udvalg er nedsat til at forberede en temadrøftelse, som skal skyde arbejdet med den fremtidige organisation i gang.
I denne sidder repræsentanter fra de forskellige faggrupper ligefra præsterne over konorpersonalet til kirketjenerne og organisterne.
Også domværker (domkirkens faste håndværker) og medarbejderrepræsentant i menighedsrådet, Ole Pedersen, sidder i udvalget.
På trods af det krympede budget og den økonomisk dystre fremtid frygter han ikke for medarbejdernes arbejdspladser. Han hilser det tvært imod velkommen med en gennemgang af stillinger, opgaver og organisering.
- Der er ikke blevet truet med nedskæringer og fyringsrunder, så jeg ser det som noget positivt. Det må være meningen, siger han til Roskilde Avis.
Ole Pedersen tror på en tilpasning til fremtiden gennem en opblødning af de efter hans mening stive faggrænser.
- Der er naturligvis grænser for, hvor bløde græner, der kan være, og fagforningerne har noget at skulle have sagt i den sammenhæng. Men vi er ikke ikke en almindelig lille landsbykirke, og skal gribe flere og flere opgaver hurtigt, og det kræver øget smidighed, mener han.