Køge Festuge med flere scener
Køge Festuge 2010 vil sprede festen ud til flere temaprægede scener rundt omkring i midtbyen.
FESTUGE:
Festen spredes til flere scener i midtbyen, når Køge Festuge 2010 finder sted til sommer.
Mens musikken og aktiviteterne i festugen hidtil har været koncentreret omkring Torvet, så har festugekoordinator Kim Jørgensen planer om at opstille flere temaprægede scener forskellige steder i midtbyen, som skal give plads til et bredere musikudvalg.
- Folk vil kunne shoppe mere rundt, og der vil blive mulighed for at opleve noget fra ens egen musiksmag i større udstrækning, siger Kim Jørgensen, der sigter mod tre scener, hvor temaerne eksempelvis kunne være rock og dansk musik.
Placeringen af scenerne er endnu ikke fastlagt, men blandt de oplagte muligheder kunne være Lovparken og Havnen. Køge Festuge vil som sædvanlig finde sted i uge 35.
Endnu er planlægningen omkring det musikalske program kun lige begyndt, men ifølge Kim Jørgensen vil de mange tusinde gæster næppe blive skuffet.
- Der vil være en masse kendte, stærke navne, som der plejer at være. Og Infernal skal nok være på plads. Det er ved at være en tradition, og den slags skal man passe på med at pille ved, siger Kim Jørgensen, der lægger vægt på både tradition og fornyelse i forbindelse med planlægningen af næste års festuge.
Planlægningen tager i øvrigt fart i forbindelse med et stormøde for alle foreningerne, der udgør fundamentet for festugen, kort efter nytår.