Rottweiler fik tyv til at stikke halen mellem benene
Antallet af indbrud i Roskilde er steget
Mange roskildensere oplever i denne tid at komme hjem til et gennemrodet hjem, der er tømt for smykker, penge, playstation og mange andre værdigenstande, fordi en tyv har været på spil.
De fleste får stjålet flere ting ved indbruddene, men et enkelt sted fik en tyv sig en slem overraskelse og stak hurtigt af igen.
I Øm ved Roskilde var en tyv tirsdag aften i denne uge steget ind ad et køkkenvindue i et hus sandsynligvis for at tømme det for værdier.
Men huset var et meget dårligt valgt, for kort efter stod tyven næse mod snude med ejerens store rottweiler.
Da tyven så hunden blev halen hurtigt stukket mellem benene og det det lange ben blev sat foran ud gennem terrassedøren. Tyven nåede ikke at tage tyvekoster med sig.
Midt- og – Vestsjællands Politi oplever i øjeblikket en kraftig stigning af indbrud i mange private hjem.
Tyverierne er fordelt over hele Roskilde. Politiet har allerede været i hælene på flere indbrudstyve, men i Roskilde er de fleste endnu gået fri af lovens lange arm.
En lignende stigning så politiet sidste år ved samme tid, oplyser Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.