125 boliger opføres efter et helt nyt koncept
De 125 nye boliger på Dybenskærvej forventes at stå klar i 2011
Det er Boligselskabet Friheden, der vil bygge den nye boligtype AlmenBolig+, der henvender sig til borgere, der selv vil tage vare på boligen og omgivelserne - og som ikke ønsker eller har råd til at købe en ejerbolig. Målgruppen er børnefamilier, det kunne eksempelvis være lærere, politibetjente og håndværkere. Hvidovre Kommune får ikke anvisningsret til de nye lejligheder og rækkehuse på Dybenskærvej. Medindflydelse på indretningen Som den første kommune i landet har Hvidovre sagt ja til at opføre familieboliger efter et nyt boligkoncept, der skal sikre økonomisk overkommelige boliger med stor selvbestemmelse. De nye boliger bliver en blanding af et- og to- etagers rækkehuse med enten en lille have eller en stor altan til. Det er KAB, der står bag boligkonceptet Almenbolig+, et projekt, som lige nu ligger på bordet i otte til 10 danske kommuner. Hvidovre Kommune har som den første sagt ja til, at Frihedens Boligselskab, der står for det lokale projekt, kan gå i gang med at opføre 125 boliger efter Almenbolig+ konceptet på Dybenskærvej. De nye boliger er målrettet borgere, der kunne have en drøm om at købe ejerbolig. Ved at flytte ind i et af de nye rækkehuse får de kommende beboere dels en billigere bolig uden lån - og dels medindflydelse på, hvordan omgivelserne skal se ud. I Almenbolig+ konceptet udgør lejerne nemlig deres egen grundejerforening - og de skal således være med til at stå for vedligeholdelsen af udenom-sarealerne som de samtidig er med til at bestemme udseende og indhold på. Visionært projekt Også inden for rækkehusets fire vægge kan lejerne i de nye boliger være med til at sætte deres eget præg på boligen. De nye familieboliger bliver nemlig opført som elementbyggeri, og lejerne kan selv bestemme, hvor væggene skal stå - der er altså tale om fleksible boliger, som kan skifte indretning, når familierne vokser eller bliver mindre. Der bliver tre forskellige boligstørrelser i byggeriet på Dybenskærvej: 85 kvm, 104 kvm og 125 kvm. Det meste af byggeriet bliver opført i to etager - som rækkehuse, og resten i tre plan. To-etagers byggeriet har haver i stue-etagen, mens beboerne på 3. etage får en stor altan. - Det er et meget visionært projekt, vi lige har sagt ja til her i Hvidovre. Det er vigtigt, at vi som kommune kan tilbyde de mange forskellige grupper af borgere, vi har, nogle gode boliger, der passer til deres behov og økonomi. Derfor er jeg også glad for, at vi nu med det her byggeri får opført nogle boliger, der vil appellere til børnefamilier, der ikke kan eller vil låne flere millioner i banken, siger fungerende borgmester Helle Adelborg... Prisen for de nye boliger kommer ifølge KAB til at ligge 30 procent under de normale lejeboligpriser. Der bliver et indskud i størrelsesordenen 30-47.000 kr. og lejlighederne koster imellem 5.600 kr. og 8.300 kr. om måneden. Boligerne bliver opført som et elementbyggeri beklædt med naturskifer. Byggeriet opføres som energiklasse 1, hvilket vil sige, at det lever op til alle de nyeste krav om at være energibesparende. Det er ONV Arkitekter , der har tegnet byggeriet, der bliver opført af Scandibyg A/S . Byggeriet ventes at blive igangsat til maj - og lejlighederne skal efter planen være klar til indflytning i november 2011. Læs mere om Almenbolig+ konceptet på KABs hjemmeside: www.kab-bolig.dk