En spændende skoledag om miljø
4.b og 4.c fra Holmegårdskolen var i sidste uge på Rådhuspladsen for at lære, hvordan man kan lave miljøvenlig energi
Tirsdag i sidste uge - mens der blev forhandlet på højeste niveau i Bella Centret - brugte 4.b og 4.c fra Holmegårdskolen en skoledag på Rådhuspladsen i København for at lære om, hvordan man kan lave miljøvenlig energi. I den mobile energiby byggede de 30 elever blandt andet vindmøller og solceller for at få viden om, hvor energien kan komme fra. På Rådhuspladsen skulle eleverne fra Hvidovre lege sig til ny viden om forskellige former for energi. Her skulle de blandt andet bygge vindmøller, få en radio til at spille ved hjælp af solceller og varme pandekager med energi fra affald. - Formålet med energibyen er at lade børnene leve i de miljøvenlige energi-teknologier. På den måde lærer de for eksempel, at affald ikke bare skal smides væk, men har værdi i form af varme, fortæller kommunikationsmedarbejder Susanne Christiansen fra Amagerforbrænding... - Og det er en god ide at lade skoleeleverne lære gennem leg, supplerer klasselærer Charlotte, som var med på Rådhuspladsen: - Praktiske opgaver er en god måde at lære på, fordi det er godt for eleverne selv at se og prøve, hvordan tingene virker. Det gør vi meget i undervisningen, og børnene er glade for det, siger hun... Energibyen kaldes Mobile Science Center og er bygget ind i to ombyggede containere, som skal på turne til foråret. Mobile Science Center bliver en del af Amagerforbrændings skoletjeneste. - Her kan skoler bestille et besøg fra energibyen, som så kommer ud i skolegården og kan bruges i undervisningen, siger Susanne Christiansen...