Penge fordeles én gang årligt
Fremover vil kommunens tilskud til frivilligt socialt arbejde, blive fordelt én gang om året. Det er de såkaldte paragraf 18-midler
Som noget nyt bliver der i 2010 kun en enkelt ansøgningsrunde, hvor der tidligere har været to. Det hænger sammen med, at kommunen modtager mange ansøgninger ved begge runder - og derfor sagtens kan få delt alle pengene ud i første omgang. De såkaldte paragraf 18-midler er penge, der gives til foreninger og projektgrupper m.fl., der udfører frivilligt socialt arbejde i Hvidovre. Ansøgerne kan være foreninger mv., der har projekter, der retter sig mod børn, unge, ældre eller handicappede. Ved sidste uddeling blev der bl.a. givet penge til lokalforeningen Bedre Psykiatri, der ønskede at starte pårørendegrupper for familier og venner til psykiatriske patienter her i Hvidovre. Tilskuddet blev i det tilfælde givet som en opstartsstøtte til projektet. I andre tilfælde uddeles støttekronerne til varige projekter, som f.eks. Det frivillige Ældrearbejdes indkøbsture med Safaribussen, eller cafésøndagene på Risbjerggård. Også Cirkus Arcus har modtaget penge til deres frivillige arbejde med at lære børn og unge artisteri. Formålene spænder altså vidt, og det er Frivillighedsrådet der vurderer de indkomne ansøgninger og indstiller til Social- og Sundhedsudvalget, hvem de synes, skal modtage tilskud. Den pulje der uddeles i 2010 er på 587.000 kr. Fristen for at søge tilskud er den 29. januar 2010 kl. 12. Læs mere og hent ansøgningsskema på hvidovre.dk.