Flertal godkender tribunekøb
Køge Kommune køber tribune på Herfølge Stadion af investorgruppe trods kritik.
Et byrådsflertal godkendte i denne uge Køge Kommunes køb af tribunen på Herfølge Stadion. Købet tjener to formål. Dels er det et såkaldt strategisk opkøb, som skal sikre kommunen mulighed for at byudvikle Herfølge; dels - og nok så væsentligt - er det en resultatet af drøftelser mellem nogle af byrådets partier og tribuneejerne med det formål at forbedre finansieringsmulighederne omkring et nyt stadion i Køge. Det sidste formål har fået flere op af stolen, og der var da også seks byrådsmedlemmer, der stemte imod købet, som koster Køge Kommune godt 12 millioner kroner. Dertil kommer, at lovligheden er til vurdering i Tilsynet, efter at sagen er blevet indklaget af Flemming Trap Højer. Finn Buch Petersen (D) har også kritiseret forløbet, og han mener ikke, at det er retvisende at tale om et strategisk opkøb. - Jeg mener, at man skulle have tonet rent flag og erkendt, at man har siddet over nogle fadbamser og aftalt dette. Så meld det dog rent ud, lød opfordringen under byrådets behandling af sagen tirsdag. Både John Kellberg og Mads Andersen (S) fremhævede modsat, at dette var et opkøb, som Køge Kommune ville foretage under alle omstændigheder, og at man ikke kan stilles til ansvar for sælgernes tilgang til handelen. - Men hvis vi låser investorerne fast i Herfølge, så kan de næppe investerer i et nyt stadion, hvilket er endnu en god grund til at slå til nu, sagde John Kellberg. Claus Steen Petersen (R) savnede en nærmere redegørelse for, hvilke byudviklingsplaner der er omkring tribunebygningen. - Hvordan skal den indgå i udviklingen, lød spørgsmålet fra Claus Steen Petersen, der også erklærede sig utryg ved fremgangsmåden i drøftelserne mellem nogle partier og investorgruppen. - Jeg er betænkelig ved, at der åbenbart har siddet en gruppe og forhandlet på Køge byråds vegne. Hvor har de fået mandat til det fra, spurgte han. - Der er ikke noget fordækt i dette på nogen som helst måde. Og det er rigtigt, at der ikke er detaljeplanlagt, men har det nogensinde været det, lød svaret fra Mads Andersen, der blandt andet henviste til, at ingen havde fuldt overblik over udviklingen af Skandinavisk Transportcenter, da man erhvervede Nordhøj i sin tid.