Økonomien skred for kunstgræsbane
Kunstgræsbanen ved Køge Stadion blev 200.000 kroner dyrere end ventet.
FODBOLD
: Anlæggelsen af kunstgræsbanen ved Køge Stadion endte med en regning på godt 5,7 millioner kroner til Køge Kommune, og dermed måtte byrådet endnu en gang acceptere en overskridelse af budgettet i et anlægsbudget, da man ved det sidste møde inden jul fik forelagt anlægsbudgettet.
Denne gang var overskridelsen beskedne 3,7 procent i forhold til budgettet på 5,5 millioner kroner, men det var alligevel nok til, at kulturudvalget kalder både overskridelsen og den sene fremlæggelse af regnskabet utilfredsstillende.
Det er langt fra første gang gennem de seneste år, at økonomien er skredet i forbindelse med en anlægsopgave, og sagen gav borgmester Marie Stærke lejlighed til at pointere, at man nu har vedtaget en procedure, så overskridelser fremover udelukkende kan ske efter forudgående politisk godkendelse, hvor man hidtil først er blevet orienteret, efter at overskridelsen er sket.
Overskridelsen på godt 200.000 kroner i forbindelse med kunstgræsbanen er ikke mindst sket på grund af problemerne med banens belysning, der generede naboerne.
Der var brug for ekstra afskærmning samt opsætning af et automatisk tænd/sluk-ur for at mindske generne for banens naboer.
Banen er blevet en pæn succes, idet ikke færre end 12 lokale fodboldklubber har benyttet banen i den netop afsluttede sæson.