Skats lokale anmelder-team finder 35 mio. kroner
Moralen i samfundet er på vej op, mener myndigheden
35 millioner kroner som følge af anmeldelser i 2009. Så godt bliver resultatet hos Skat Midt- og Vestsjælland, som dækker Roskilde, Køge, Holbæk og byernes opland.
Hos skattemyndigheden er man ikke alene godt tilfreds med de mange penge i kassen. Man er også overordentlig tilfreds med, at moralen på området skattesnyd er stærkt på vej i vejret. Anmelder-teamet får i gennemsnit 50 henvendelser. Anmeldelser fra borgere og virksomheder om snyd eller forsøg på snyd.
- Det er meget tydeligt, at danskernes holdning til skattesnyd, sort arbejde og socialt bedrageri ændres i disse år. Hvor man før i tiden pralede med, at man snød systemet, er man nu blevet meget mere opmærksom på, hvem snyderiet egentlig går ud over, siger afdelingsleder Merete Wadt.
skat moms og bøder
Hun splitter de 35 millioner kroner op på 28.198.634 kroner i (forsøgt)unddraget skat, 4.531.866 kroner i moms og 759.000 kroner i bøder.
- I år har vi indtil nu modtaget 546 anmeldelser, og vi har desuden haft politiet med ude på ransagning hos to erhvervsdrivende. Man behøver ikke nødvendigvis oplyse sin egen identitet, for at få os til at behandle en anmeldelse. Nogle anmeldelser om eksempelvis socialt bedrageri videregives til de sociale myndigheder, som vi har et fint samarbejde med via vores fairplay-kontaktudvalg, fortsætter Merete Wadt.
Det er ikke kun borgere, som anmelder socialt bedrageri eller skattesnyd. Der er også virksomheder blandt anmelderne.
- Der er mange virksomheder, som ikke længere vil finde sig i at konkurrenterne opnår ulovlige fordele ved at snyde med moms og skatter, og derfor kontakter os.
jeproskildeavis.dk