Truede nabo med økse
En 19-årig kvinde klagede mandag aften til sin nabo over for høj musik, men det skulle hun aldrig have gjort. For da kvinden henvendte sig til den 25-årige mand, løb temperamentet af med ham. Han truede kvinden med en økse, og hun skyndte sig derefter tilbage til sin egen bolig, oplyser Jan Lauritzen fra Midt- og Vestsjællands Politi. Manden gav dog, ikke op, men fortsatte hen til kvindens bolig, hvor han gik rundt med øksen i hånden. Kvinden ringede efter politiet, som anholdt manden og tog ham med på politistationen. Den 25-årige mand skal afhøres tirsdag formiddag og her vil det blive besluttet, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør og efterfølgende varetægtsfængsles.