Stor trækkraft i STC og havnen
Ny analyse konkretiserer STC's og havnens store betydning for Køge - og peger på yderligere potentiale i fremtiden.
ANALYSE
: Hvis man er i tvivl om, hvad Skandinavisk Transport Center og Køge Havn betyder for Køge Kommune, så er der god grund til at læse en ny analyse af de to erhvervsområders økonomiske betydning for lokalsamfundet.
Her er det konkretiseret, hvor mange arbejdspladser havnen og transportcentret bidrager med, og hvilken omsætning og ikke mindst skattegrundlag der er koncentreret i de to områder.
Analysen, der er udarbejdet af GEMBA Seafood Consulting, viser blandt andet, at STC og Køge Havn til sammen beskæftiger over 3000 mennesker.
STC beskæftiger isoleret set omkring 1400 mennesker, og derudover har centret en afledt effekt på yderligere omkring 300 arbejdspladser til eksempelvis underleverandører.
Køge Havn beskæftiger godt 1000 mennesker og ligeledes yderligere 300 job i oplandet. STC genererer en skatteindtægt til stats- og kommunekasserne på 390 millioner kroner, mens det tilsvarende beløb for Køge Havn er 260 millioner kroner.
Det giver til sammen 650 millioner kroner fra de to erhvervsområder. Både STC-direktør Thomas Kampmann, formanden for Køge Arbejdsgiverforening, Steen Rasmussen, og politikerne i havnebestyrelsen glæder sig over analysens konklusioner, som viser, at Køge Havn og STC således står for 12 procent af den samlede beskæftigelse i Køge Kommune.
Den skærer således ud i pap, at ikke mindst STC har stor betydning for Køge Kommune, hvilket der fra flere sider blev sået tvivl om i forbindelse med sommerens diskussion om en ny udvidelse af transportcentret.
- Det skærer ud i pap, hvor stor betydning STC har for Køge, sagde Steen Rasmussen, da analysen i denne uge blev præsenteret for offentligheden.
- Nogle hævdede, at STC slet ikke var et gode for Køge Kommune - da havde det været rart at have denne disse tal, sagde Mikael Mogensen (S).
Og der er yderligere potentiale i både Køge Havn gennem den kommende udvidelse på 40 hektar, og gennem STC via den planlagte udvidelse på 30 hektar og etableringen af en kombiterminal ved området, som der også er planer om.
Ifølge analysen kan man forvente omkring 140 nye arbejdspladser i forbindelse med havneudvidelsen og omkring 440 nye arbejdspladser, når STC-udvidelsen gennemføres.
Det matcher dog ikke effekten af en langsigtet udvidelse af STC med en kombiterminal til omlastning af gods mellem jernbane og lastbiler.
Det kan ifølge analysen give mere end 600 arbejdspladser til Køgeområdet, og heri tages der ikke engang hensyn til de dynamiske effekter, som en ny kombiterminal vil have for området, som med etableringen af en sådan terminal vil udbygge sin position som logistik-knudepunkt.