Byrådet kalder til kamp for hovedsygehus
Et enigt byråd sætter alle kræfter ind for at få regionens hovedsygehus til Roskilde
Det er bedst for borgerne i Roskilde, regionens eneste universitet ligger i Roskilde, og det vil tiltrække de dygtigste læger. Sådan lød nogle af argumenterne på onsdagens byrådsmøde for at placere Region Sjællands hovedsygehus i Roskilde.
- Alle gode argumenter peger på Roskilde. Det er desværre ikke den konklusion, man læser i det Grundlag for hovedsygehus i Region Sjælland, som regionen netop har offentliggjort, sagde borgmester Poul Lindor Nielsen (S).
Og til en afveksling var der ingen uenighed blandt byrådsmedlemmerne, da det kommende hovedsygehus blev diskuteret.
Det var Venstres Evan Lynnerup, der havde ønsket at få lavet en grundig rapport, som skal tydeliggøre over for Region Sjælland, hvorfor hovedsygehuset skal ligge i Roskilde.
- Det skyldes os selv, at regionen ikke har tænkt på os. Rapporten kommer i sidste øjeblik. Venstre vil klæde Regionsrådet på, så det kan se fordelene ved at placere et hovedsygehus i Roskilde. Roskilde er let at komme til, og det er et godt udgangspunkt for patienter og pårørende, sagde Evan Lynnerup.
Der var også bred enighed i byrådet om, at konklusionen fra Regions Sjællands nye rapport, der peger på Køge som favorit til hovedsygehuset, var draget på forhånd.
- Det er lige som om, man har bestemt konklusionen på forhånd. Der skal ikke herske tvivl om, at Konservative mener, at det er et af de emner, vi skal have allermest fokus på, til det er besluttet, hvor sygehuset skal ligge, sagde De Konservatives Carsten Wickmann, som opfordrede til at sætte alle kræfter ind.
De Radikales Ingelise Hansen kaldte analysen fra Region Sjælland for unuanceret og til fordel for Køge. Samtidig gav hun udtryk for, at Region Sjælland får en økonomisk øretæve, hvis Roskilde ikke bliver hjemsted for hovedsygehuset.
Også Henrik Stougaard fra SF erklærede sig enig i de øvrige byrådmedlemmers indlæg.
- Vi skal gøre, hvad vi kan, for at den rigtige beslutning bliver truffet. Og vi skal ikke fortie vores overvejelser om at søge mod hovedstadsregionen, sagde han.
Rapporten, som skitserer fordelene ved Roskilde som hjemsted for hovedsygehuset, blev godkendt af et enigt byråd. Hermed skulle der være tid til, at Region Sjælland kan læse den inden maj 2010, når det træffer den endelige beslutning om, hvor hovedsygehuset skal placeres.