Patienter flygter fra Sct. Hans
På mindre end to måneder er tre patienter stukket af fra Sct. Hans. Det er svært at gardere sig mod, siger centerchefen
Det er sket tre gange siden oktober, at patienter fra Psykiatrisk Center Sct. Hans har afbrudt deres behandling i utide ved at tage flugten ud i friheden.
22. oktober flygtede 26-årige Lars Plougmann Buchwald, som var varetægtsfængslet på Sct. Hans på grund af et forsøg på manddrab. Han blev af politiet betegnet som farlig og er stadig på fri fod. 9. december var den gal igen, da en 42-årig mand, som var tvangstilbageholdt på grund af paranoia, flygtede fra Sct. Hans. Han blev betegnet som potentielt farlig, og politiet opfordrede til, at man ikke tilbageholdt ham, hvis man stødte på ham.
Allerede dagen fik endnu en patient en smagsprøve på friheden. Han stak af fra en plejer, men blev anholdt af politiet ved Roskilde Station få minutter senere. Manden var på Sct. Hans for at afsone en behandlingsdom.
Ifølge centerchefen på Psykiatrisk Center Sct. Hans, Margit Asser, er det vanskeligt at sige, om tre undslupne patienter på under to måneder er meget i forhold det normale.
- Der er ikke noget, der er normalt. Der kan være perioder, hvor der ikke er nogen, og så kan der være perioder, hvor et mindre antal slipper ud, forklarer Margit Asser.
- Men det må ikke ske, at patienter slipper ud, siger centerchefen, som forklarer, at Sct. Hans lægger stor vægt på sikkerheden.
Ingen bekymring
Som et led i sikkerheden vurderer personalet hver dag patienternes tilstand og fastslår hvilken grad af sikkerhed, hver enkelt patient skal være under den pågældende dag. Alligevel kan man ikke undgå, at nogle patienter slipper ud af hospitalets lukkede afdelinger.
- Det er ikke et fængsel, men et hospital, og patienterne er ikke fanger. Der kan ske ting, som giver patienterne mulighed for at smutte, siger Margit Asser.
- Nogle patienter går bevidst efter at vælte personalet omkuld, og nogle får hjælp udefra til at stikke af. Det er meget svært at gardere sig imod, fortsætter hun.
Men Sct. Hans er i øjeblikket i gang med et omstillingsprojekt og forventer at skulle bygge nye retspsykiatriske afdelinger. Det vil ifølge Margit Asser give færre patienter held til at slippe ud i friheden, fordi der kun vil blive én ind- og udgang til hospitalet.
I mellemtiden mener Margit Asser ikke, at borgerne skal være urolige for undslupne patienter fra Sct. Hans.
- Man skal generelt ikke bekymre sig for, om der er nogen, der stikker af. Der er ikke mange af dem, der gør noget. De fleste gemmer sig hos venner og familie, siger hun.
Psykiatrisk Center Sct. Hans modtager patienter henvist fra praktiserende læger, psykiatere, distriktspsykiatrien eller de øvrige psykiatriske centre i regionen. Centret giver desuden behandling inden for specialfunktioner som retspsykiatri og dobbeltdiagnoser, hvor patienten både har en psykisk lidelse og et misbrug.
til@roskildeavis.dk