Hvad laver du der Steen?
Hvidovre Avis har spurgt Steen Ørskov - kommunalbestyrelsens ¿borgerlige socialdemokrat¿ - om, hvorfor han nu sidder i venstre side af byrådssalen?
Alligevel var den konservative Steen Ørskov sammen med A, SF og T da kommunalbestyrelsen i tirsdags konstituerede sig efter valget. Det undrer mange vælgere. Hvidovre Avis har talt med Steen Ørskov - vi kalder ham drillende den ¿borgerlige socialdemokrat¿ - og vi stiller ham det oplagte spørgsmål: - Hvad laver du der Steen? - Det er klart, at nogle af os havde håbet, at endnu flere havde stemt for et systemskifte i borgerlig retning, men det lykkedes ikke denne gang. Rød blok havde fortsat flertal med 12 ud af 21 pladser. Det skiftede så i sidste øjeblik til 11-10 efter Brixums partiskifte, fortæller Steen Ørskov... Frygter det værste Han frygter ¿det værste¿ i den næste fireårige periode: - De stærkt svækkede socialdemokrater skal nu regere på SF¿s og Liste T¿s nåde. Socialdemokraterne kan intet gøre uden opbakning fra SF og T, som gang på gang har lovet borgerne alle mulige forbedringer - og har sagt, at de hverken vil spare her eller der. Ganske vist tog SF medansvar ved årets budgetforlig. Men de nødvendige beslutninger udeblev og derfor kunne man igen kun enes om besparelser efter salami-metoden , hvor man stort set tager noget fra alle. Det er i bund og grund svagt af os politikere, når der ikke foretages politiske prioriteringer, som er helt afgørende for, at vi får gælden ned og forbedrer kommunens økonomi. I et valgår var det ikke muligt at nå længere - og tro mig : Det bliver ikke bedre de næste fire år, hvis SF skal være rorgænger på den synkefærdige skude! Socialdemokraterne siger, at de ønsker at samarbejde bredt. Det bliver ualmindeligt svært, når de er hoppet helt op på skødet af SF... Skattestigninger? - SF og Liste T har gentagne gange sagt, at de ikke har noget imod at hæve skatterne yderligere - hellere det end spare. Så borgerne ved, hvad de kan forvente, anfører Ørskov og undrer sig over, at vælgerne alligevel har givet SF fire mandater: - Nu kan man her i Hvidovre få en forsmag - i miniudgave - på, hvad der venter Danmark, hvis vi en dag ender med en S-SF-regering. Jeg frygter det værste, men lad det blive et eksempel, som der vil blive lagt mærke til - også andre steder end i Hvidovre! Samarbejdet mellem SF og socialdemokraterne holder ganske enkelt ikke, når det kommer til virkeligheden og personligt mener jeg, at Socialdemokraterne skulle have valgt at lave en meget bred konstituering, så der var større opbakning til det politiske arbejde de næste fire år... Ingen politiske aftaler Steen Ørskov har efterhånden fået talt sig lidt væk fra spørgsmålet. Så vi gentager det lige: - Hvad laver du i den røde blok Steen? Hos Konservative ønsker vi en række forandringer for at styrke kommunens økonomi. Konservative var efter et valg med en fremgang på 2,1 % i den situation, at vi som det lille parti i den borgerlige konstituering alligevel stod til kun at få plads i et enkelt udvalg - endda et udvalg, som ikke hørte til de attraktive. Da Socialdemokraterne tilbød en løsning, hvor Konservative i højere grad blev tilgodeset - blandt andet med ønsket om en plads i skoleudvalget - valgte jeg at støtte de 11, som allerede pegede på Milton Graff som fortsat borgmester. Samtidig ville løsningen samlet set styrke den borgerlige fløj, da jeg talte med i regnskabet på ¿rød bloks side¿. De borgerlige får derfor flertal i to udvalg - herunder det vigtige skoleudvalg. Konservative er ikke bundet op af politiske aftaler. Derfor har de konservative vælgere efter min vurdering fået det bedst mulige resultat ud af situationen. Dermed siger jeg ikke, at der ikke kan laves politik med rød stue - men det afhænger helt af viljen til samarbejde hos ¿de røde¿ og af indholdet i deres politik. Konservative ønsker som udgangspunkt at deltage konstruktivt i den politik, som føres i Hvidovre, slutter Steen Ørskov...