Det frie skolevalg - et ubetinget gode!
En tilbagevenden til den gamle distriktssskole-tankegang vil kun gavne skoleledere, der ikke magter deres opgave, siger Kim Johnsen
- Det er uden kontakt med virkeligheden, når visse skoleledere forsøger at fremstille det frie skolevalg som noget, der er skidt for eleverne... Det understreger Kim Johnsen, folketingskandidat for Venstre i Storkøbenhavn, som en reaktion på udtalelser i sidste uges Hvidovre Avis, hvor flere skoleledere fremstillede det fri skolevalg som problematisk, fordi der ikke er lige stærk søgning til alle skoler. - At elever sammen med deres forældre tager aktiv stilling til hvilken skole de vil på, og at de har en ret til at vælge en anden skole end den, som kommunen foreslår, giver både en frihed som er essentiel for eleven, samtidig med at det gør, at skolerne strammer sig an for at være så gode, at det netop er deres skole, der bliver valgt, siger Kim Johnsen. - Tilbagevenden til den gamle distriktsskole-tankegang vil kun gavne skoleledere, der ikke magter deres opgave, og fastlåse elever fra socialt vanskeligere stillede kvarterer i kun at møde samme slags børn. Giv i stedet de svagere stillede elever mulighederne for at komme ud af den negative spiral. Ophæv skoledistrikterne og lad eleverne frit vælge skole og helst både inden for og uden for den enkelte kommune. Og lad tildelingen af pladser ske efter et objektivt kriterium, f.eks. først-til-mølle-princippet. Dermed vil man kunne sikre, at man ikke låser socialt vanskeligt stillede børn i den negative arv. Find ud af hvad der er galt Kim Johnsen fortsætter: - Sidder man som skoleleder på en skole, hvor elevsøgning er for nedadgående, så må man gøre op med sig selv, hvad der er galt - og kan man kun finde frem til, at det er, fordi verden omkring en er uretfærdig, og eleverne vælger forkert, så skal man som skoleleder overveje, om man er sin opgave voksen, eller om man skulle lade nye, mere progressive kræfter komme til. Jeg kan ikke se, at det vil være andet end et tilbageskridt at tvinge elever ind på skoler, hvor de helst ikke vil være, bare for at nogle skoleledere ikke skal have vrøvl med økonomien. Skolen er til for forældrene, ikke for skolelederne, og derfor skal der fortsat være et frit skolevalg . m-