Gymnasiet får plads til alle fra Hillerød
Frederiksborg Gymnasium og HF får næste år plads til samtlige elever, der har bopæl i Hillerød Kommune - selv om gymnasiet er det næstmest populære i Nordsjælland
Der er godt nyt, hvis du er en af dem, der spændt venter på svar, om du er optaget på Frederiksborg Gymnasium og HF. For alle der har søgt - som ikke skal til optagelsesprøve - kommer ind til næste skoleår, hvis de vel at mærke bor i Hillerød Kommune. Den direkte besked må de kommende elever dog vente med, da brevene først kommer ud den 1. juni. Frederiksborg Gymnasium ligger i år på andenpladsen over de mest populære gymnasier i Nordsjælland (det tidligere Frederiksborg Amt), kun overgået i ansøgertal af Espergærde Gymnasium og HF. 461 elever har søgt Frederiksborg Gymnasium og HF med start efter sommerferien - mod 456 sidste år. Af dem er i alt 46 elever i år indstillet til en optagelsesprøve, og af dem plejer cirka halvdelen at dumpe, oplyser rektor for Frederiksborg Gymnasium og HF. Læs mere i Hillerød Posten Weekend.