Naturen som healer
Kommunen er gået med i et nyt projekt
I det kommende halve år vil man forskellige steder i Hillerøds natur kunne møde interviewere, som vil udspørge borgerne om deres forhold til naturen. Interviewerne er studerende fra Københavns Universitet, som skal levere data til et forskningsprojekt. Projektet skal belyse, om ophold i grønne oaser kan forebygge stress. "Undersøgelser viser, at folk, som er stærkt nedbrudt af stress, rehabiliteres hurtigere i naturen end andre steder. Forskningsprojektet kigger på, om nogle grønne arealer virker mere sundhedsfremmende end andre," fortæller sektionsleder Mads Christiansen fra kommunens afdeling for Natur og Park. Kommunen kan bruge resultaterne, når der fremover skal placeres og designes grønne arealer i Hillerød. Hillerød Kommune deltager sammen med tre andre kommuner i forskningsprojektet, og Mads Christiansen opfordrer byens beboere til at tage godt imod interviewerne og afsætte de cirka ti minutter, et interview tager. En af årsagerne til, at kommunen er gået med i projektet, er det stigende antal overvægtige danskere. Faktisk er 30-40 procent af alle voksne danskere overvægtige.