Kræftens Bekæmpelse mangler indsamlere
På søndag, den 25. marts, har Kræftens Bekæmpelse sin årlige landsindsamling. Men i Hillerød-afdelingen mangler der omkring 60 indsamlere for at dække hele byen, oplyser indsamlingsansvarlig Poul Erik Termansen. "I øjeblikket har vi 60 indsamlere, da mange af vores faste har måttet melde afbud i år. Vi skal bruge 120 indsamlere, hvis byen nogenlunde skal dækkes," fortæller han. Vil man give en hånd med ved indsamlingen, kan man melde sig på www.cancer.dk eller hos Poul Erik Termansen på 48 25 19 68 frem til på torsdag. Beslutter man sig fredag eller lørdag for at samle ind, kan man bare møde op på søndag mellem klokken 10 og 12 hos Nordea i Slotsgade 44.