Falck knokler videre
Ventetiden på at få bilen hevet fri er noget kortere end i går - men man må stadig væbne sig med tålmodighed hvis uheldet er ude
Stadig travlt - men trods alt ikke så slemt som torsdag. Sådan lød meldingen fredag morgen klokken godt syv fra Falcks vagtcentral i Smørum. Herfra koordineres redningsindsatser i hele Region Hovedstaden. "Vi har lige nu omkring 110 auto-opgaver. Det er både nye, der kommer ind, og dem, vi ikke nåede at få kørt i går," siger redningsleder Pernille Høgsman. "Men ventetiderne er noget mindre. I går havde vi seks-syv timers ventetid på assistancer til biler, hvor passagererne stadig opholdt sig. Lige nu er den ventetid nede på to-tre timer." Falck har fortsat hjælp fra tre pansrede mandskabsvogne i Nordsjælland. "Den assistance bibeholder vi hele dagen i dag. Der er stadig områder i Nordsjælland, der er meget svære at komme til med almindelige køretøjer." Ifølge Pernille Høgsman har Nordsjælland været skånet for alvorlige uheld, selv om der naturligvis har været rigeligt med bulede biler. Folk kører nemlig forsigtigt i sneen. Falck har ikke bare haft indkaldt ekstra mandskab fra egne rækker. Man har også haft ansat en række underleverandører, der har hjulpet med de autoopgaver, der måtte være. Desuden er der indkaldt ekstra administrativt mandskab til at tage sig af telefonerne. Standardanbefalingen lyder på, at man skal huske tæpper, en fungerende mobiltelefon og gerne en termokande med varm kaffe, hvis man vover sig ud på vejene.