Panservogne på tale som værn mod sneen
Falck melder indtil videre om ro - men militær hjælp mod de forventede snemængder er på tale
Ved 8-tiden onsdag morgen var der stadig nogenlunde ro omkring vejrsituationen hos Falck i Smørum, der er hovedkontor for Falck i Region Hovedstaden. "Vi har været ude og trække fem-seks biler op ad grøften i hele regionen, så det er ikke overvældende. Natten har også været rolig, men vejrguderne har jo deres egen mening om, hvornår de skal sætte ind, og her hvor jeg sidder, er sneen begyndt at lægge sig tæt, så vi forventer, at der bliver travlt senere," siger vagtcentralleder Susanne Morell. Frygten for, at snestormen skal leve op til meterologernes meldinger - og de meldinger, der indtil videre er kommet fra Jylland, hvor snefaldet allerede har været i gang i timevis - gør, at man overvejer drastiske midler. "Politiet er begyndt at tale om, at der skal sættes panservogne fra militæret ind for at rydde vejene, men der er ikke givet endelig go for det. Det bliver der først, når man direkte kan se, at der vil blive behov for det i løbet af nogle timer. Panservognene er ikke så hurtige, så de skal varsles i god tid." Hillerød Postens netavis følger situationen i løbet af dagen.