Fitness-center utilfreds over test
Hillerød Fysioterapi og Træningscenter kritiserer Forbrugerstyrelsens fitness-test for ikke at se på kvaliteten - styrelsen mener, de vægter det, forbrugerne efterspørger
Forbrugerstyrelsen vildleder forbrugerne ved næsten kun at fokusere på pris frem for kvalitet. Det er Hillerød Fysioterapi og Træningscenters mening om en ny test af fitness-centre, som Forbrugerstyrelsen offentliggjorde for nyligt. "Parametre som faciliteter og åbningstider er slet ikke taget med, mens uddannelse af personalet vægtes alt for lavt. Hvis forbrugerne går efter testens topscorere, kan de risikere at møde forældede centre med nedslidt udstyr," mener fysioterapeut og medejer af Hillerød Fysioterapi og Træningscenter, Lars Bryde Lind. Testen fokuserer ifølge ham alt for meget på prisen, som vægtes med over 50 procent, mens for eksempel instruktørernes uddannelse vægtes langt lavere med kun 29 procent. Samtidig er vigtige parametre som udstyr og kundevenlige åbningstider slet ikke taget med.
Uddannede instruktører er vigtige
Hillerød Fysioterapi og Træningscenter er i testen topscorer i Nordsjælland, når det gælder personalets uddannelse. Alle trænere i centret har fysioterapeutisk baggrund, og endvidere er centret og dets inventar spritnyt. Alligevel har centret samlet kun scoret tre en halv stjerne ud af fem i testen, netop fordi de nye faciliteter ikke tæller med i vurderingen, og fordi centrets priser ligger i den øvre ende af prisskalaen. "Selvfølgelig betaler man hos os ekstra for det uddannede personale. Til gengæld er man sikker på at få kvalitetsvejledning og dermed mindske risikoen for skader under træningen. Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå, at folk laver forkerte øvelser i maskinerne hos os. Og der er altid en kompetent instruktør i nærheden. Og især når man arbejder med personer, der skal genoptrænes, skal man vide, hvad man gør. Ellers kan man nemt gøre tingene værre," siger Lars Bryde Lind. Dansk Fitness & Helse Organisation (DFHO) beskylder på linje med Lars Bryde Lind Forbrugerstyrelsens test for at vægte prisen for højt. Fuldmægtig i Forbrugerstyrelsen, Mette Sharling, siger, at de i testen vægter det, forbrugerne efterspørger. "Vi vil helst ikke vægte kriterier, som er individuelle for den enkelte bruger. Man kan ikke objektivt vurdere, hvilke faciliteter der er bedst. Det kommer an på, hvad forbrugeren ønsker. Vi kan kun opfordre til at bruge vores test som vejledning, og så må folk selv gå i fitness- og træningscentrene for at prøve," siger Mette Sharling, der pointerer at testen umiddelbart retter sig mod den generelle forbruger, altså dem uden specielle behov, men peger på, at et online-værktøj på Forbrugerstyrelsens hjemmeside: www.forbrug.dk gør det nemt at kåre sin egen topscorer blandt centrene.