Historisk weekend i FrederiksborgCentret
To danmarksmesterskaber og en stor gymnastikopvisning i én og samme weekend
Med to danmarksmesterskaber, en gymnastikopvisning og en større træningssamling bliver den kommende weekend den hidtil største sportsweekend i FrederiksborgCentrets historie. Bordtennis- og judoforbundene har henlagt deres danmarksmesterskaber til FrederiksborgCentret, DGI Nordsjælland holder forårsopvisning samme sted, og samtidig er centret ramme om en stor træningssamling for jiu jitsusportens unge talenter. "Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå. Det vil kræve meget af vores cafe og restaurant, men ellers er det muligt, fordi klubberne og forbundene selv hjælper til med at få tingene til at flaske sig," fortæller FrederiksborgCentrets direktør Carsten Larsen. Bordtennis-DM afvikles i hal 2, judomesterskaberne henlægges til badmintonhallen og gymnastikopvisningen får plads i den "gamle" hal, mens jiujitsukæmperne skal slå sig løs i de nye faciliteter for kampsporten. "Det vil sætte både Hillerød og FrederiksborgCentret på landkortet, når en masse sportsfolk fra hele landet skal til Hillerød. Det vil også betyde noget lokalt, fordi vi får vist, at vi kan klare så store begivenheder," siger Carsten Larsen. Mesterskaberne ventes også at trække national pressedækning. Især de individuelle danmarksmesterskaber i bordtennis kan få journalister på de landsdækkende medier til at vende blikket mod Hillerød. Interessen vil dog afhænge af, om Danmarks ubetinget største bordtennisnavn, Michael Maze, vælger at deltage. En gammel rygskade har skabt problemer for Maze i de seneste turneringer, og han lod mandag stå åbent, om han vælger DM fra for at være klar til europamesterskaberne, der afvikles senere i marts.