Jernbane-sabotører for retten i dag
Hærværk mod togsignaler på Lokalbanen får efterspil i dag
To unge mænd står i dag over for dommeren i byretten i Hillerød - tiltalt for et par usædvanlige forbrydelser. Dels er de to, der er 18 og 22 år, tiltalt for at have sprængt et par biler i luften i Allerød-forstaden Blovstrød. Og dels er de tiltalt for at stå bag ti tilfælde af hærværk mod jernbaneoverskæringer på Lokalbanernes ruter mod Frederiksværk og Tisvildeleje. De ti tilfælde af hærværk skete over en enkelt aften og nat og hindrede blandt andet bomme i at gå ned. De to unge mænd er tiltalt efter et par relativt sjældent anvendte paragraffer i straffeloven. Strafferammen er 12 års fængsel for den groveste paragraf - men det, at sagen kører i byretten viser, at anklageren højest vil gå efter fire års fængsel. De to har ikke på forhånd erkendt at stå bag episoderne. Læs om rettens afgørelse på www.hip.dk i eftermiddag - og læs mere i om baggrunden for sagen i Hillerød Posten onsdag