Ny rekord fra Lokalbanken
Lokalbanken fik overskud før skat på 138,3 millioner kroner i 2006.
Lokalbanken, der har hovedsæde i Hillerød, kom ud af 2006 med endnu et rekordresultat. Overskuddet før skat blev på 138,3 millioner kroner, hvilket var 43,3 millioner kroner bedre end for 2005. Resultatet er hjulpet på vej af stigende renteindtægter og øgede aktiviteter på ind- og udlånssiden:. Udlånsaktiviteterne steg i 2006 med 28 procent, mens indlånene steg med seks procent. "Resultatet på 138,3 mio. kr. blev skabt af et højt aktivitetsniveau i banken. Mange kunder har lånt flere penge, og forbrug og investeringer er skudt i vejret under en velkørende dansk økonomi. En høj beskæftigelse, stigende realløn og store friværdier har samlet set givet en stor efterspørgsel på udlån, kreditter og garantier;" skriver banken i en pressemeddelelse.
Stigende renteindtægter
Det højere aktivitetsniveau og et let stigende renteniveau gav 15 procent større renteindtægter end budgetteret. Udviklingen førte samtidig til en stigning i renteudgifterne, så nettorenterne samlet steg 10 procent mere end budgetlagt. En fortsat tilgang og vækst af værdipapirer forvaltet i kundedepoter gav sideløbende en pæn vækst i gebyr- og provisionsindtægter. Stigende indtægter fra erhvervsområdet har yderligere understøttet indtægtsfremgangen. "Når gebyrer og provisioner alligevel kun samlet voksede med 7 procent i 2006, var årsagen, at banken oplevede et direkte fald af indtægter fra etablerings- og ekspeditionsgebyrer betinget af den kraftige konkurrence i sektoren. I 2006 blev for eksempel således også etablerings- og månedsgebyret på webbank til privatkunder fjernet," skriver Lokalbanken. Det stigende aktivitetetsniveau kan også måles på antallet kunder, som er vokset med cirka 600 flere i 2006. Lokalbanken har nu over 43.000 kunder og ejes af over 18.000 aktionærer. De mange aktionærer skal ikke vente et nyt rekordresultat for 2007. Lokalbanken foreløbige forventninger lyder på et resultat på 95-100 millioner kroner. I dette resultat er indregnet 13-14 millioner kroner til den fortsatte ombygning af bankens hovedsæde i Hillerød og til istandsættelse af filialerne i Farum, Lynge og Stenløse.