Bombe fjernet fra stationen
Forsvarets bomberyddere blev tilkaldt fredag aften
Byturstrafikken var på det højeste, da der lød en alarmerende melding fra Hillerød Station kort før midnat fredag aften: En bombelignende genstand var fundet. Politiet blev tilkaldt, og ifølge vagthavende ved Hillerød Politi var der enten tale om en rørbombe eller et meget stort stykke fyrværkeri. Bomben lå ved spor et, hvor s-toget mod København kører fra, og virkede så faretruende, at patruljen valgte at tilkalde forsvarets bomberyddere. De tog bomben med til senere sprængning, oplyser vagthavende. I januar havde Hillerød også besøg af bomberydderne flere gange. Her var det usprængte chrysantemumbomber, der gav problemer.