Trafikken glider trods vintervejr
Trods det for denne vinter usædvanlige vejr - frost og med glatte veje på udsatte steder - er der ikke nævneværdige problemer med trafikken. Det oplyser redningslederen hos Falcks central i Smørum. Centralen dækker hele den ny Region Hovedstaden. "Vi har ikke ventetid på kraner, og har i det hele taget en stille og rolig morgen", lød det fra redningslederen ved syv-tiden torsdag. Han mener, at folk har lært af den frost- og sneperiode, vi havde i slutningen af januar. Her var der anderledes travlt hos Falck. "Det er altid den første periode med vintervejr, der er den slemmeste", siger redningslederen.