Firmaers støtte skabte succes for jobdag
Hillerød Handelsskole holdt som noget nyt en kæmpe jobdag for at skaffe uddannelsespladser til HG-elever efter skolen. Cirka 30 firmaer deltog
Kantinen på Hillerød Handelsskole på Trollesmindeallé summede af interesserede stemmer i går, hvor cirka 75 HG-elever, et lille antal HH-elever og cirka 30 firmaer inden for detail og kontor var mødt op, for at "finde hinanden". Ideen med jobdagen har været forberedt længe, idet HG-eleverne har fulgt et karriereplanlægningsforløb siden december, hvor de blandt andet lærte at skrive CV'er. 23-årige HG-elev Martin Oechlenschlæger fra Hillerød mødte op med et gennemarbejdet CV under armen, og efter en runde til både Hillerød Sport, Kontorland A/S og Fona, havde han følgende kommentar: "At Hillerød Sport er en selvstændig forretning, er helt klart et plus, for så er man med til at bestemme mere som elev. Kontorland lød også godt. Der får eleverne eget ansvar - for eksempel for indkøb af en varegruppe og en stand i butikken. Fona var meget anderledes, for der var to skoleophold indbygget. Men det lød spændende, fordi de tager rigtig mange elever, så de har stor erfaring," sagde Martin Oechlenschlæger.