Turistchefen rejser videre
Ole Mortensen, turistchef i Hillerød gennem ni år, skal være med til at opbygge ny turismeorganisation i Frederiksværk-Hundested
Frederiksværk-Hundested Kommune har udnævnt Ole Mortensen, 57 år, til turistchef med første arbejdsdag 1. marts. Ole Mortensen, der er uddannet rejseleder, har været turistchef i Hillerød i ni år. Efter samlingen af handel, turisme, erhverv og uddannelse i erhvervsorganisationen C4 fik Ole Mortensen ansvar for både handel og turisme. I Frederiksværk-Hundested skal han være med til at opbygge en helt ny turismeorganisation med base i kulturcentret Gjethuset og et årligt kommunalt drifttilskud på tre millioner kroner. Opgaverne med Hillerøds turistmarkedsføring og samarbejdet med handelen vil fremover blive varetaget af direktør Peter Schwensen, som i forvejen står for tilsvarende opgaver for erhvervsorganisationen C4's erhvervsmedlemmer og iværksættere. Ændringen er en naturlig følge af, at Hillerød Turistbureau nu er blevet indplaceret i Hillerød Viden- og Kulturpark i et integreret samarbejde med Bibliotekets infobutik. "Vi nøjes dog ikke med at informere de turister, som selv måtte finde vej til Hillerød," siger C4-direktør Peter Schwensen. "C4 Hillerød er partner i et projekt, som går ud på at oprette et fælles destinationsselskab for Hillerød, Helsingør, og muligvis andre nordsjællandske kommuner. Dette selskab skal fremover understøtte turistmarkedsføringen for et samlet Nordsjælland og ventes at kunne tilføre en mere slagkraftig indsats, end det hidtil har været muligt for kommunerne hver for sig." Hillerød tager afsked med Ole Mortensen ved en reception mandag den 26. februar klokken 15-17 i C4 Huset på Krakasvej.