Formodet tyv fængslet i fire uger
En 27-årig mand fra Vanløse kommer til at se verden gennem tremmemønster frem til foreløbigt 13. marts. Det sker, efter at han tirsdag blev varetægtsfængslet ved retten i Hillerød. Manden blev anholdt natten til tirsdag i forbindelse med en række indbrud i industrikvarteret i Hillerød. Han blev taget på fersk gerning, mens han sammen med to medgerningsmænd var ved at bryde ind i en bil. De to andre formåede dog at flygte fra stedet. Manden blev krævet fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Det skyldtes, at han er velkendt af politiet - og faktisk blot var prøveløsladt, da han blev anholdt.