Mange gik i nettet ved spritrazzia
Torsdag satte politiet hårdt ind mod spritbilister - og henover weekenden blev en del også fanget
Den forgangne uges jagt på spritbilister kulminerede torsdag samt henover weekenden. I den periode er omkring 15 gået i fælden i de gamle Hillerød og Frederikssund Politikredse. Det fortæller vagthavende ved henholdsvis Hillerød og Frederikssund Politi. I den tidligere Hillerød-kreds blev fem pågrebet torsdag aften og yderligere omkring fem henover weekenden. I den gamle Frederikssund-kreds er antallet for weekenden tre. Vagthavende ved Hillerød Politi er noget overrasket over omfanget - specielt for torsdagens indsats. "Det er jo en ganske almindelig torsdag aften, så noget tyder på, at vi i princippet burde være ude hver aften. Det er jo forholdsvis mange, der er blevet pågrebet." En af dem, der blev pågrebet i Hillerød-kredsen med sprit i blodet var ifølge vagthavende fradømt kørekortet og havde ikke generhvervet det. Derudover blev tre ikke-påvirkede bilister uden kørekort sigtet. Spritkørsel giver som minimum bøde og en betinget frakendelse af kørekortet.