Halvsløjt fremmøde til Evangelist-aften
Medlemmer af Evangelist selv fyldte op på stolene - men Gørløseborgerne holdt sig væk
Det blev i høj grad en prædiken for de allerede frelste, da den kristne gruppe Evangelist holdt informationsmøde for Gørløses borgere mandag aften i Gørløse forsamlingshus. Mødet var på forhånd blevet voldsomt kritiseret for at være for ensidigt, da det panel, der skulle svare på spørgsmål, alene bestod af medlemmer af den stærkt kritiserede gruppe. Det havde fået både foreninger og enkeltpersoner til at opfordre Gørløses borgere til at boycotte mødet. Om det var det, der var årsag til, at salen i forsamlingshuset kun var halvfyldt - og at en stor del af dem, der fyldte stolene, var Evangelist-medlemmer - er svært at sige. Evangelistpanelet fik mulighed for at svare på en del spørgsmål fra salen uagtet det tynde fremmøde. Samtidig gav foreningen løfte om, at den vil gøre en indsats for at skabe større samarbejde i byen - blandt andet gennem et dialogmøde med sognepræsten og en lang række foreninger. Læs mere i Hillerød Posten onsdag.