International 10. klasse får støtte til studietur
10. klasseskolens nye World-linje skal både til Lissabon og London - donationer er velkomne
17 elever og to lærere på 10. klasseskolens internationale linje glæder sig voldsomt til ugen efter påske. Her skal en fordybelsesuge bruges på en fem dages studietur til både London og Lissabon - to hele dage i hver storby. Det er første skoleår, at 10. klasseskolen på Nordre Jernbanevej har oprettet den såkaldte World-linje, hvor al undervisning foregår på en-gelsk. Desuden satser undervisningen på, at eleverne bliver i stand til at gøre sig forståelig i den globale verden - noget de skal afprøve på studieturen. Her står den både på besøg i underhuset, forsikringsselskabet Lloyds og på en skole i London, hvis alt går efter planen. Og i Lissabon skal eleverne blandt andet mødes med en klasse, som de også arbejder på en web-avis om traditioner sammen med. I begge byer skal eleverne bo på vandrehjem. Studieturen har et samlet budget på 84.610 kroner, og et enigt Økonomiudvalg har godkendt, at linjen får 30.000 kroner fra kommunens internationale pulje på i alt 100.000 kroner. På byrådsmødet i aften forventes økonomiudvalgets indstilling vedtaget. Derudover har skolen selv lagt 30.000 kroner i kassen, og eleverne knokler med kagesalg og andre aktiviteter for at skaffe de sidste penge, mens donationer og legater er meget velkomne.