70-årig kaster sig over hjemmeside til Grønnegadecentret
Friske ældre på Grønnegadecentret har stor lyst til at lave en hjemmeside - de har blot hidtil troet, de ikke måtte
Hillerøds samlingssted for ældre, Grønnegadecentret, har længe forstået på Hillerød Kommune, at "de ældres fritidshjem" ikke måtte lave deres egen hjemmeside. Men det er heldigvis en misforståelse. Efter en forespørgsel fra Hillerød Posten til kommunen viser det sig nu, at de ældre gerne selv må gå i gang med deres helt egen side på internettet. Hidtil har de ældre fået at vide, at den skulle centerleder Birgit Stofberg stå for, fordi Grønnegadecentret er en offentlig institution, men da hun har hænderne fulde med at styre centret for de 6000 månedlige brugere, har det projekt ikke ligget først for. "Hvis de kommer med deres egen færdige side, vil vi meget gerne linke til den fra kommunens hjemmeside www.hillerod.dk," siger sektionsleder i Ældre- og Sundhed, Inge Ketelsen, der peger på, at det gør kommenen allerede for Ældrerådet.
Glad for nyheden
Den nyhed er formanden for Grønnegadecentrets bladudvalg, Arne Bährentz vældig glad for: "At få vores egen hjemmeside ville være rigtigt lækkert. Nu håber jeg blot, at vi kan finde ud af det mere tekniske - eller måske få nogen til at hjælpe os," siger formand for Grønnegadecentrets bladudvalg, Arne Bährentz, der meget snart vil kontakte Sven Rubow, der er presseansvarlig for centret, så de kan få sat noget i gang. "Det er ideelt, at vi i fremtiden selv kan lægge oplysninger ind på nettet, og ikke mere skal vente på, at de har tid til det på kommunen," siger Arne Bährentz, der allerede drømmer om en hel masse billeder på siden og ser det smarte i, at man for eksempel hurtigt vil kunne oplyse, at centrets italiensaften på "La Perla" var udsolgt i løbet af et par timer. Men indtil brugerne får sat deres helt egen hjemmeside på skinner, må interesserede nøjes med at læse om Grønnegadecentret på www.hillerod.dk