Politikere og ældre skal prøvespise mad fra storkøkken
Repræsentanter for ældrerådet, ansatte i ældreplejen og politikere skal teste mad fra storkøkken i Jylland
Hvordan smager maden fra Hillerøds kommende storkøkken? Tja, det kan først siges med sikkerhed fra 2008, men allerede mandag den 30. januar får en række politikere samt ansatte i ældreplejen og medlemmer af ældrerådet en forsmag på sagerne. Den dag afholdes nemlig en prøvespisning af mad fra en storkøkken i Jylland, som er af samme type som det, der opføres i Hillerød. Til prøvespisningen er brugere af madordningen i Hillerød Kommune, Ældrerådet, medlemmerne af Hillerød Kommunes Social- og Sundhedsudvalg, repræsentanter fra Hillerød Kommunes afdeling for Ældre og Sundhed og køkkenkonsulent Dorthe Hansen inviteret. De indbudte vil blive præsenteret for en række retter. Hver især vil få mulighed for at smage en ret og give deres besyv med om, hvad de synes om maden. Prøvespisningen finder sted i Grønnegadecentret klokken 12. Efter prøvespisningen vil der være offentligt debatmøde med indlæg af Rikke Macholm, formand for Hilllerød Kommunes Social- og Sunhedsudvalg, Bente Herner Sonne, formand for Hillerød Kommunes Ældreråd, og Dorthe Hansen, køkkenkonsulent fra DH-Consult.